Enlige rammes oftere af tvangsauktioner
Med 115 tvangsauktioner i november mod 114 måneden før, er antallet af tvangsauktioner ifølge Danmarks Statistik stort set uændret
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Indtil videre har der i gennemsnit været 112 tvangsauktioner om måneden i 2022. For at finde et tilsvarende lavt niveau skal man tilbage til årene 2021 og 2007, hvor der i gennemsnit var henholdsvis 117 og 116 tvangsauktioner om måneden.
Enfamiliehuse er den ejendomstype, der oftest ender på tvangsauktion. Siden statistikkens begyndelse i 1979 har enfamiliehuse overvejende udgjort flere end halvdelen af de ejendomme, der hvert år er gået på tvangsauktion. Det skal dog ses i lyset af, at enfamiliehuse udgør cirka halvdelen af alle ejendomme i Danmark.
Historisk lavt niveau
I en kommentar til de månedlige tvangsauktionstal fra Danmarks Statistik siger boligøkonom Bo Sandberg fra Danske Industri, at antallet af tvangsauktioner fortsat ligger på et historisk lavt niveau:
- Faktisk ligger det foreløbige månedsgennemsnit for tvangsauktioner i 2022 på 112 og kommer dermed givetvis til at overgå den hidtidige bundrekord i 2007 på 116 om måneden. Dermed er antal tvangsauktioner fortsat en af de få solstrålehistorier, på boligmarkedet. Det viser en betydelig modstandskraft hos de eksisterende boligejere. De fleste har fortsat høje friværdier og er økonomisk godt polstrede, siger han.
Opsparing frem for gældsætning
Bo Sandberg noterer, at det økonomiske opsving, vi har haft de seneste 6-7 år, har været baseret på opsparing fremfor gældsætning, som tilfældet var op til finanskrisen:
- Men med voldsomme energiudgifter, stigende renter og formentlig udsigt til lavere beskæftigelse i 2023, når forbrugerne træder hårdt på bremsen, så er det uundgåeligt, at der vil komme flere tvangsauktioner i 2023 og 2024. En analyse fra Danmarks Statistik viste for nyligt, at det især er enlige, hvis boliger ryger på tvangsauktion. I 2020 var 66 procent af husene på tvangsauktion beboet af familietypen ’enlig’, siger DI´s Bo Sandberg.
Enlige i højere risiko
Det viste sig også, at ejere af huse på tvangsauktion i højere grad end resten af befolkningen var blevet enlige i de tre år, der gik forud for tvangsauktionen:
- Altså blandt andet en overrepræsentation af nyligt fraskilte eller af seniorer, som måske har mistet en ægtefælle. Geografisk er tvangsauktion af enfamiliehuse især overrepræsenteret på Lolland, Falster, Vestsjælland og Vestfyn, siger Bo Sandberg på baggrund af Danmarks Statistiks tal,
Rammer også lejerne
Den gennemsnitlige familie, der i 2020 ramtes af tvangsauktion, havde i gennemsnit ejet huset i 15 år, og mange havde derfor købt huset på toppen af boligmarkedet i årene op til finanskrisen: Det gjaldt eksempelvis 2005, 2006 eller 2007, og huset havde siden mistet værdi:
- Derfor er det desværre heller ikke urealistisk at nogle, der har købt på det nye toppunkt omkring corona-pandemien, kan få problemer længere nede ad vejen – men det kan kun fremtiden vise. Endelig hører det med til billedet, at det ikke kun er på ejerboligmarkedet, at de økonomiske lyn desværre indimellem slår ned. Også mange beboere i lejeboliger har i denne tid svært ved at få tingene til at hænge sammen, og her er antal fogedsager omkring udsættelse fra boligen desværre i stigning, siger DI´s boligøkonom.