Entreprenørkoncern fusionerer to af sine driftsselskaber
Pihl Koncernen melder nu ud, at virksomhedens to driftsselskaber BNS og Pihl & Søn bliver slået sammen. Nyheden kommer samtidig med lanceringen af et generationsskifte i toppen af ledelsen
Tilsammen har Halldór P. Ragnarsson og Per Semmling tilbragt tæt på 80 år i byggebranchen, men om kort tid indleder de to topledere nye kapitler i deres respektive arbejdsliv.
Per Semmling, adm. direktør i LM Byg har valgt at gå på pension, for at få mere tid til familien og frivilligt arbejde, hvor der er behov, herunder i ‘Ingeniører uden grænser’, som er en organisation baseret på frivillige. Halldór P. Ragnarsson, adm. direktør i Pihl & Søn, har ønsket at skrue ned for tempoet og træder derfor tilbage fra sin stilling som administrerende direktør for at fortsætte i en ny rolle i Pihl Koncernen.
- Halldór har haft en helt afgørende rolle i genrejsningen af Pihl & Søn gennem de sidste fem år, og har en stor viden fra næsten 40 år i entreprenørbranchen. Derfor er jeg rigtig glad for, at han fortsætter som Senior Advisor for Pihl Koncernen, hvor Halldór skal bidrage med sin mangeårige erfaring og viden, og sikre en god overdragelse til den nye direktør. Ligeledes skal Per have en stor tak for sin indsats, hvor han med fast hånd har holdt LM Bygs kurs og ledet selskabet gennem en svær corona-tid. Jeg ønsker Per et rigtig godt otium, siger Hans Anker Nielsen, CEO i Pihl Koncernen.
Nye direktører fra egne rækker skal sikre DNA og kontinuitet
Både Per Semmlings pension og Halldór P. Ragnarssons skifte har været planlagt igennem længere tid, og det har givet Pihl Koncernen mulighed for at finde de rigtige profiler til at tage over. I begge tilfælde er de nye direktører fundet internt i koncernen.
Den nye administrerende direktør i LM Byg bliver Frank Aarslew-Jensen. Han har været en del af LM Byg de sidste 9 år og har derudover 15 års erfaring fra entreprenørbranchen i Pihl og Skanska. Gennem de sidste mange år har han været med til at drive LM Byg, først sammen med grundlægger Carsten Mindegaard og siden med Pihl Koncernens CEO, Hans Anker Nielsen i front. Efterfølgende blev Frank Aarslew-Jensen udnævnt til direktør, hvor han det sidste to år har haft et tæt samarbejde med Per Semmling, hvor de sammen har varetaget styringen af LM Byg.
Den nye administrerende direktør i Pihl & Søn bliver Martin Palmquist, der siden 2021 har været administrerende direktør i Pihlselskabet, BNS. Martin Palmquist kommer med 30 års erfaring fra entreprenørbranchen, hvoraf mange år har været som topleder i MT Højgaard og NCC. Pihl & Søns nye adm. direktør er også kendt for sit mangeårige fokus på alle former for projekter indenfor nybyggeri og renovering.
- Jeg glæder mig til at fortsætte mit samarbejde med både Frank og Martin, som begge har evnerne og kompetencerne til at fortsætte vores ambition om at være den foretrukne entreprenørkoncern, og være blandt Danmarks mest betydningsfulde og lønsomme entreprenørkoncerner indenfor råhuse, byggeri og renovering med afsæt i et bæredygtigt mindset. Udover at have de rette evner har de også samme værdisæt som koncernen og er kendt for deres ordentlighed, ordholdenhed og høje ambitionsniveau, siger CEO i Pihl Koncernen, Hans Anker Nielsen.
Pihl Koncernen tilpasser sig marked med fusion
Det er dog ikke kun på direktørposterne, at koncernen foretager ændringer. I anledning af Martin Palmquists skifte fra BNS til Pihl & Søn har koncernen samtidig valgt at igangsætte en fusion af de to driftsselskaber, således det fortsættende selskab er Pihl & Søn.
Tiden er nu kommet til at tilpasse forretningen grundet de svære markedsvilkår, som en konsekvens af de geopolitiske forhold og covid-19. Markedets volatile tilstand øger risikoen for, at priser og leveranceudfordringer kan påvirke projekter og udbud i det kommende år. For at stå stærkest muligt i det aktuelle marked tilpasser koncernen derfor sin forretning med igangsættelse af en fusion af BNS og Pihl & Søn, hvor det fortsættende selskab er Pihl & Søn.
Fusionen får ingen konsekvenser for koncernens, herunder BNS og Pihl & Søn kontraktuelle forpligtigelser, som fortsætter som hidtil.
- Ved at fusionere Pihl & Søn og BNS samler og fokuserer vi forretningen yderligere, og styrker muligheden for at mobilisere medarbejdere, kompetencer og viden inden for total- og hovedentrepriser. Med to skarpt profilerede driftsselskaber, ledet af direktører, der omfavner den bæredygtige tilgang til byggeri og renovering, står vi nu endnu stærkere i markedet, slutter Hans Anker Nielsen.
-tmk