Sundt og venligt
Man ankommer ad stier og en lille plads, og mod øst finder man indgangen. Lige ved vegetarrestauranten. Gennem den velduftende foyer peger etagedækkenes bløde kurver op mod tagkonstruktionen af træ. Og op mod dagslyset. Det er der ret meget af her. Straks opdager man, at der ikke er tale om en af de der kontorbygninger, man bliver bombet af at opholde sig i. Selv uden at arbejde. Det er lyset, den gode luft og den venlige arkitektur, der gør det.
Hele stueetagen er tegnet til at være et sted, hvor gæster og medarbejdere mødes, og det kan man se, at de rent faktisk gør her. Det er som om, den uformelle varme indbyder til det. Det uformelle opstår nok også i, at rummet minder om at være udenfor. Her er jo åbent helt op til taget og himmellyset mange meter over os, og den åbne gavlfacade lukker generøst Westwald’en og endnu mere lys indenfor.
Overraskelser
Sammen med de gode materialer virker atriet, vi står i, som en stor lunge. Rummet er designet til at ånde! Luftkvaliteten er overraskende meget bedre end i alt for mange kontorhuse. Og så trækker rummet mere end frisk luft. Det trækker også i folk. Lige meget på hvilken etage, man opholder sig, trækker udsigten ned eller op gennem husets åbne indre, for den er hele tiden ny og fuld af variation. Også når øjnene fanger fyrretræerne udenfor. De er visuelt med gennem hele husets længde.
Selvom bygningen er meget klar i sin form ude fra, og næsten forudsigelig i sin styrke og sine dimensioner, er fornemmelsen af bevægelse overraskende nok med hele tiden indenfor. Det er kurverne fra etagedækkene, som giver lidt legesyg lethed, og det virker overraskende, når man nu har set husets rationelle ydre. Trapper og broer binder de bløde etager sammen, og det gør på ingen måde oplevelsen fattigere. Oplevelsen slutter ved taget, og så alligevel ikke, for taget åbner sig jo mod himlen.
Sammen hver for sig
Husets netværk trives. Både i form af den måde man kommer rundt i huset på, men også mellem kollegerne. Ikke desto mindre kan du altid komme fra det ene ’kvarter’ i huset til et andet. Alle de tre etager hænger fint sammen. På den måde er der ingen barrierer. Ingen i huset og ingen mellem dem, der bruger det. Her er ingen lukkede kontorer eller lange lukkede gange. Huset her er bare ét stort rum. Som et kæmpe storrumskontor kunne man frygte, men det virker ikke som et sted, man ikke kan koncentrere sig. Man kan nemlig godt snuppe sig sit eget sted her. Om det så er ved et af de lange borde langs rækværket mod atriet, i det sofamøblerede kaffekøkken eller i en niche i jordmurene.
Mure af overskudsjord
Facaderne blev produceret på pladsen. De har 17 centimeters isolering af genbrugsglas. Det yderste lag af murene er 38 centimeter tykt, og det indvendige lag er 14 centimeter. Konstruktionen har en u-værdi på 0.35W/(m2.K). Facaderne er selvbærende og kun forankrede i fundamentet.
Snusfornuftigt, smukt, simpelt og solidt
Det er ikke kun jord fra byggegrunden, konstruktionen består af, men på snusfornuftigste vis også overskudsjord fra udgravningen til tunnellen Stuttgart 21.
- Det er simpelt at bygge på denne måde. En god forståelse af materialets karakter, og ekspertise i at forme og stampe jorden skal der til. Men så får man også en simpel og solid konstruktion. I tæthed kan den måle sig med beton. Men konstruktionen kan regulere temperaturer, fugtighed og akustik langt bedre, end beton kan, sagde arkitekt Martin Haas ved indvielsen af byggeriet i 2019. Horisontale erosionsbarrierer af ler og kalk holder konstruktionen på plads for hver 30. og 60. centimeter, og tegner smukke linjer i facaden.
Fred på flere planer
På indersiden af murene er der en virkelig behagelig akustik. Den er som i et meget mindre rum, og det er langt hen ad vejen på grund af murene. De indeholder nemlig også lydabsorberende strips, for man ville jo ikke pakke de termisk velfungerende mure ind i plader og paneler. Så Fraunhofer Instituttet trådte til med denne løsning. Sammen med tagkonstruktionen af træ og mikroperforerede paneler inde midt i bygningen giver jordmurenes åbne porer en stilhed, som sikkert sænker kortisonniveauet hos mange medarbejdere. Og udenfor får hverken planeten eller malere, som får stress:
- Der skal næsten ingen grå energi til at producere konstruktionen, og potentielt ej heller til at fjerne den igen. Med det i mente, er det åbenlyst, at konstruktionen her er langt mere energieffektiv end gængse konstruktioner af træ eller tegl, siger Martin Haas.
Alger og mos har holdt sig fra facaderne i tre år nu. Det samme har malere. Og der er ingen tegn på, at denne fredfyldte simpelhed ikke skulle kunne fortsætte i årevis. /ms
Artiklen er bragt i magasinet Byggeri 01 2022.
