EU-priser til danske miljøprojekter
Prismodtagere går nu videre til den internationale priskonkurrence, som finder sted i Estland til oktober. Her skal de danske vinderprojekter dyste mod miljøprisvindere fra de øvrige EU-lande
Ingeniørforeningen har netop uddelt EU’s danske miljøpriser 2016. Og tager man udgangspunkt i projekterne fra årets prismodtagere, er danske virksomheder i topform, når det gælder om at udvikle innovative løsninger på miljøområdet.
Miljøpriserne blev uddelt ved et arrangement i Ingeniørhuset i København, hvor der blev uddelt i alt tre priser i kategorierne ”bæredygtige processer” samt ”bæredygtige produkter og services”.
Aquarden Technologies ApS fra Skævinge ved Hillerød blev tildelt miljøprisen i kategorien bæredygtige produkter og services for projektet ”Destruktion af miljøfremmede og giftige stoffer i industrielt spildevand med Waterox”.
Waterox er et anlæg, der kan omdanne miljøfarligt industrispildevand fra eksempelvis farmaceutisk og kemisk industri, hospitaler og lossepladser til rent vand – ved brug af en såkaldt SCWO-proces, hvorunder spildevandet udsættes for meget høje temperaturer og højt tryk. Anlægget er fuldautomatisk og mobilt, så det kan opstilles tæt på forureningskilden.
Bæredygtighed i praksis
Fra Bornholm modtog Green Solution House miljøprisen i kategorien bæredygtige processer for projektet ”Green Solution House – cirkulær bæredygtighed i praksis”.
I begrundelsen for tildelingen omtales projektet som en dedikeret showcase på en gennemgribende renovering og opbygning af et bæredygtigt hotel- og konferencecenter, som er opbygget med fokus på genanvendelse af materialer, udnyttelse af vedvarende energi og fokus på ressourceeffektivitet.
Projektet, som består dels af nybyggeri dels af renovering, fremhæves endvidere for at have indtænkt bæredygtighed i samtlige arbejdsgange og ressourcekredsløb, såvel under renoveringen som i den daglige drift.
Komplet retursystem hos Troldtekt
Endnu en pris i kategorien bæredygtige processer gik til virksomheden Troldtekt A/S. Troldtekt får miljøprisen for udviklingen af et komplet retursystem for byggeaffald i forbindelse med deres produkter.
Virksomheden producerer akustikplader af træ og cement, men da udtjente træbeton-produkter kun vanskeligt kan adskilles i fraktioner ender de ofte som byggeaffald med ringe værdi. Her har Troldtekt i samarbejde med bl.a. kunder og leverandører etableret et omfattende retursystem, som reducerer mængden af byggeaffald og samtidig sikrer genanvendelse af komposterbare materialer til jordforbedring.
– Vi har lanceret take back-systemet som en del af vores forretningsstrategi, der er baseret på principperne i det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Vi er meget stolte over at vinde så fornem en pris, og det bekræfter os yderligere i, at vi er på rette spor, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S.
Kan vende tilbage til naturen
Med Troldtekts take back-system kan træbetonaffald fra byggepladser vende tilbage til naturen som kompost. Det kan det, fordi træbeton udelukkende består af træ og cement og ikke indeholder skadelige stoffer. Med systemets næste etape kan udtjente træbetonplader fra nedrivninger indgå som ressource i produktionen af ny cement.
– Det kræver investeringer fra vores side at lancere tiltagene, og det tjener sig ikke hjem fra dag ét. Men vi tror på, at det betaler sig i længden at gå forrest inden for bæredygtighed i byggeriet, siger Peer Leth.
Han tilføjer, at vigtige partnere som Vugge til Vugge Danmark, Region Midtjylland, Aalborg Portland, HedeDanmark og flere entreprenører også har en andel i prisen.
Ud over den faglige anerkendelse, som miljøpriserne er udtryk for, modtog prismodtagerne hver et diplom samt en unik glasskål af kunstneren Mikkel Yerst.
-cmn