EU siger nej til nedsat moms på genbrugsmaterialer til byggeri

EU siger nej til nedsat moms på genbrugsmaterialer til byggeri

Og så er der generelt en stor CO2-gevinst ved at renovere bygninger frem for at nedrive og bygge nyt

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Skatteminister Jeppe Bruus (S) oplyser i et svar til Helena Artmann Andersen (LA), at det ikke er muligt at indføre nedsat moms på genanvendte byggematerialer.

Hun havde bedt skatteministeren oplyse, hvilke offentlige mindre indtægter, der er forbundet med at nedsætte momsen for genanvendt byggemateriale til EU’s minimumssats.

Jeppe Bruus oplyser blandt andet, at de danske momsregler baserer sig på EU’s momsdirektiv med det udgangspunkt, at alle varer og ydelser er momspligtige.

EU-landene er dog i henhold til momsdirektivet forpligtet til at momsfritage en række nærmere definerede varer og ydelser som eksempelvis frimærker og hospitalsbehandling.

Ikke regnet på provenuet
Momsdirektivet giver desuden mulighed for at momsfritage eller indføre nedsat moms på en række nærmere definerede varer og ydelser som eksempelvis medicinsk udstyr og rengøring i private husholdninger:

- Det er ikke muligt i henhold til EU’s momsdirektiv at indføre nedsat moms eller moms fritage genanvendte byggematerialer. Da det ikke er muligt at indføre nedsat moms på genanvendte byggematerialer, er der ikke regnet på provenueffekten ved en nedsættelse, oplyser skatteministeren.

Klimagevinst ved renovering
Helena Artmann Andersen har ogs¨rettet et spørgsmål til social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil omkring genanvendelse af byggematerialer. Hun har bedt ministeren redegøre for CO2-effekten af henholdsvis nedrivning og istandsættelse af boliger.

Ifølge ministeren er der generelt en klimagevinst ved at renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Hun henviser blandt andet til en analyse, hvor der er regnet på et eksempel med en etageboligbygning:

Et eksempel
- Baseret på resultater fra analysen vil CO2-udledningen for renovering af en bolig have en udledning på cirka 30 ton CO2-ækvivalenter. Nedrivning af en tilsvarende bolig vil medføre en udledning på omkring 6-8 ton CO2-ækvivalenter, mens nedrivning med efterfølgende etablering af en ny bygning på samme matrikel vil medføre en samlet udledning på 37,5 ton CO2-ækvivalenter. Eksemplet viser, at der er cirka 20 procent lavere klimapåvirkning forbundet med en renovering i forhold til nedrivning og efterfølgende nybyggeri. Det bemærkes, at tallene er forbundet med stor usikkerhed, da de er baseret på en enkelt eksempelbygning. Det kan dermed opfattes som en indikation, slutter Pernille Rosenkrantz-Theil.

25/9 2023