Facebookgruppe udbyder åbenlyst sort arbejdeSkatteminister Jeppe Bruus

Facebookgruppe udbyder åbenlyst sort arbejde

14.000 medlemmer har tilmeldt sig gruppen 'Sort arbejde' på Facebook. Skatteministeren erkender, at der ikke er nogen let løsning på at komme sort arbejde til livs, selvom Skattestyrelsen kan lave kontrol på sociale medier.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

En Facebookgruppe, der opererer under navnet ’Sort arbejde’ og har 14.000 medlemmer, har fået Peter Kofod fra Dansk Folkeparti til at spørge skatteminister Jeppe Bruus (S), om han vil redegøre for bagmændenes nationalitet, opholdsgrundlag og forsørgelsesgrundlag i Danmark, herunder for om de har modtaget offentlige ydelser fra danske skatteydere.

De pågældende personer bag Facebookgruppen er følge Peter Kofod, Mladen Pantic, Therence Mugisha og Batu Cakmak, og gruppen har fokus på, at ’Alle der søger eller tilbyder et arbejde kan skrive i gruppen’

Forkasteligt
Jeppe Bruus kalder det i sit svar ’forkasteligt’, at så mange er villige til at udføre eller bestille sort arbejde:

- Det går desværre ud over alle danskere, når nogen vælger ikke at bidrage til velfærdssamfundet, ligesom det skaber unfair konkurrence for de erhvervsdrivende, der følger reglerne. Jeg synes derfor heller ikke, at det er i orden, at sort arbejde organiseres via Facebook-grupper, oplyser han.

Ingen let løsning
Skatteministeren erkender samtidig, at der ikke er nogen let løsning på problemet, selvom Skattestyrelsen har en række værktøjer til at slå ned på sort arbejde:

- Det skyldes, at vi på godt og ondt har et samfund, der bygger på vores tillid til hinanden. Skattestyrelsen arbejder dog hele tiden på at optimere kontrollen af sort arbejde ud fra viden om, i hvilke brancher der er størst risiko for fejl og snyd med skat. Således foretager Skattestyrelsen målrettede kontroller hos virksomheder, der er udvalgt på baggrund af oplysninger, som kan indikere problemer med sort arbejde. Skattestyrelsen kan desuden i forbindelse med kontrol anvende oplysninger indhentet fra Facebook og andre sociale medier, hvis visse betingelser gør sig gældende, herunder at oplysningerne efter en konkret vurdering betragtes som offentligt tilgængelige, oplyser skatteministeren.

Styrker kontrollen em 1000 nye medarbejdere
Han peger desuden på, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet at styrke skattekontrollen med 1.000 nye medarbejdere til blandt andet kontrol med den sorte økonomi.

Han afviser dog at forholde sig til oplysningerne på de tre administratorer af Facebookgruppen:

- Jeg udtaler mig som skatteminister ikke om konkrete sager, og i lyset af blandt andet den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens, finder jeg det mest korrekt ikke at redegøre for de pågældende personers oplysninger, slutter Jeppe Bruus.

Nedenstående link er til den pågældende Facebookgruppe

https://www.facebook.com/groups/178737940590584/

25/8 2023