Fejrer det gode håndværk med festivaler i hele landetFestivalkaravanen ruller fra slutningen af marts ud til Stark byggemarkeder i hele landet, der inviterer håndværkerne indenfor til Håndværkerfestival.

Fejrer det gode håndværk med festivaler i hele landet

Håndværkere kan bl.a. blive fagligt opdateret og få styrket det professionelle netværk, når Stark indbyder til håndværkerfest

Ultimo marts slår Stark dørene op til den første af 21 helt nye Håndværkerfestivaler, der løber af stablen over hele landet året ud. Det tæt pakkede program byder på alt fra underholdning ved Jacob Haugaard til 50 leverandørstande. Her får håndværkerne masser af muligheder for at opdatere sig på branchens nyeste og mest banebrydende løsninger til mere effektive arbejdsdage, ligesom der bliver rig lejlighed til at møde gode kolleger fra branchen.

Dermed hæver byggevarekæden barren, udbygger formatet og sætter helt nye standarder i branchen i forhold til de traditionsrige håndværkermesser, hvor Stark de sidste mange år har formået at samle titusindvis af håndværkere. Starks marketingdirektør Jesper Gaarde forklarer:

- Vi ønsker at fejre håndværket og den professionelle faglighed med en festlig dag i uformelle rammer. Helt i tråd med byggeriets ånd har vi skabt et format, der i koncentreret form præsenterer håndværkeren for alle de nyeste løsninger, som kan gøre hans arbejdsdag mere effektiv, i løbet af få timer. Samtidig bliver der rig lejlighed til at møde gode kolleger fra branchen, mens man får sig en stærk festivaloplevelse.

Jacob Haugaard som konferencier
Det kommer på ingen måde til at gå stille for sig, når Starks matrikler forvandles til livlige festivalpladser til ære for det gode, professionelle kvalitetshåndværk. Med Jacob Haugaard som konferencier bliver håndværkerne budt på alt fra summende markedspladser med køtilbud til de morgenfriske, gratis t-shirts og festival-outlets med 70 % besparelser til præsentation af branchens nyeste og mest banebrydende produkter.

Til hver eneste Håndværkerfestival vil der være mere end 500 tilbud på kendte kvalitetsprodukter. Samtidig står 50 leverandører klar ved standene til en fagsnak, en god handel eller præsentation af, hvordan deres produktnyheder bidrager til at mindske tidsforbruget på opgaven og øge kvaliteten.

Saftig pulled pork burger
På menuen, der er særligt udvalgt til kædens håndværkerkunder, finder festivaldeltagerne luksus-grillmad med garanti for festivalstemning. Ikke mindst har tv-kokken Carsten Olsen (også kendt som Den Skaldede Kok) kreeret en helt særlig opskrift på saftig og mør pulled pork burger til festivalgæsterne.

Den kan håndværkerne f.eks. nyde i Napoleon Grill Lounge, som også byder på en kæmpe grill-udstilling. Her kan håndværkerne bl.a. opleve det ypperste inden for moderne grill-teknologi med den ultimative luksusgrill til en værdi af ca. 40.000 kr.

Er det derimod drikkevarer, man tørster efter, står Fords Engine Power Tour 2017 klar på p-pladsen med friskbrygget håndværkerkaffe og energidrik i den store flammedekorerede Ford Transit med specialindretning fra Sortimo.

Landsdækkende og lokale konkurrencer
Håndværkerfestivalerne bliver desuden krydret med masser af spændende landsdækkende og lokale konkurrencer til rigtige håndværkere - på landsplan kan deltagerne f.eks. vinde en grillfest med Den Skaldede Kok plus en grill til en værdi af 17.000 kr.

Lokalt har håndværkerne chancen for at sikre sig billetter til motorsport i international topklasse på Copenhagen Historic Grand Prix og Classic Race Aarhus.

Endelig kan håndværkerne bidrage til at støtte kampen mod kræft, idet Stark donerer 1 kr. til Kræftens Bekæmpelses kampagne ’Mand det nytter’ for hver bærepose, der bliver solgt, i samtlige byggemarkeder over hele landet.

Følg festivalerne på Facebook
Festlighederne begrænser sig ikke til de fysiske byggemarkeder, der lægger grund til Håndværkerfestivalerne. Også på Facebook bliver der rig mulighed for at følge begivenhederne tæt, da Stark videostreamer live fra alle Håndværkerfestivaler.

Hvis man skynder sig at tilmelde sig Starks Håndværkermail på stark.dk, får man automatisk en invitation, når festivalkaravanen rammer en by i nærheden. Derudover kan man ved at følge kæden på Facebook få besked om nærmeste Håndværkerfestival via lokale opslag.

-los


21/3 2017