Fem danske klimabyer inspirerer resten af verden Langelands Plads på Frederiksberg er et af de steder, hvor kommunen har skabt nye grønne områder, der bl.a. er med til at gøre byen mere robust over for skybrud. Foto: Cities100

Fem danske klimabyer inspirerer resten af verden

Hele fem danske byer er med i dette års Cities100-rapport, der indeholder de 100 mest ambitiøse og innovative eksempler fra alverdens byer, der arbejder strategisk med klimatiltag

Byplanlægning - miljø

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem Nordic Sustainability, C40 og Realdania. Den udkommer umiddelbart før borgmestre og repræsentanter fra verdens storbyer og de mest innovative klimabyer over hele verden i næste uge mødes i København til C40 World Mayors Summit.

Tanken er, at projekterne i Cities100-rapporten skal inspirere internationalt. De fem danske byers projekter er eksempler på, at kommuner og byer med lokale løsninger viser vejen for, hvordan man kan bidrage til at opfylde Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 °grader. Det er første gang, at så mange danske løsninger har fundet vej til det globale inspirationskatalog.

De fem danske byers løsninger er:

Aarhus' Klimastrategi og Klimaplan 2016-2020
Aarhus er godt på vej til at opnå sit mål om at blive CO2-neutral i 2030 og byen har allerede halveret sin udledning de sidste ti år. Aarhus' Klimastrategi og Klimaplan sætter retningen for de områder, hvor byen skal gøre en særlig indsats indtil 2020, på vej mod klimaneutral og fossilfri fremtid.

Frederiksbergs skybrudsprojekter
Frederiksbergs tilgang til regnvandshåndtering er skræddersyede projekter, der passer til byens eksisterende infrastruktur. En række projekter gør byen mere robust over for skybrud og skaber samtidig nye grønne områder. En ny udbudsform får byen og leverandører til at samarbejde om nye og innovative løsninger.

Gladsaxes borgerinddragelsesprojekt ved Kong Hans Have:
Kong Hans Have er en tidligere flad græsplæne, der ved klimatilpasning blev forvandlet til en lille park med bakker, stier og en sø. Elementerne til parken blev bestemt i forbindelse med borgerbudgetforløbet, Lokale Stemmer, der gav de lokale borgere mulighed for at bestemme hvordan budgettet skulle bruges.

Københavns EnergyLab Nordhavn:
EnergyLab Nordhavn er et dansk storbylaboratorium, der forsker i og demonstrerer hvorledes fremtidens smarte energisystemer både kan sikre, at vi får mere vedvarende energi, såvel som være med til at opnå Københavns mål om at blive klimaneutral i 2025.

Supercykelstier i Københavnsområdet:
Supercykelstierne er et samarbejde mellem 27 kommuner og Region Hovedstaden, der arbejder sammen for at skabe 746 km cykelinfrastruktur, der skal gøre det endnu nemmere - og mere sikkert - at cykle til og fra arbejde. Stierne forventes at øge det årlige antal cykelture med seks millioner.

Næstveds Ressource Citys Glasklynge:
Glasklyngen er et af Næstveds bedste eksempler på cirkulær økonomi. Glasklyngen indsamler og sorterer omkring 125.000 tons glas om året, hvorefter glasset bliver genanvendt til cirka 700-800 millioner flasker og husholdningsglas om året. Glasklyngen sparer ca. 15.000 tons CO2 om året.

De danske byers projekter inkluderer omfattende klimaplaner, bredtfavnende borgerinddragelse, bæredygtige transportsystemer, effektiv klimatilpasning, fremadskuende energisystemer og innovativ genanvendelse af råmaterialer. Samlet set tegner de et billede af, at danske byer er klar til at handle for klimaet.

De mest fremadskuende byer i verden
Det er Realdania, der har finansieret Cities100. Jesper Nygård, der er adm. direktør i foreningen, fremhæver, at mange af byerne i dette års Cities100 ikke bare reducerer deres udledning af drivhusgasser, men samtidig arbejder for at skabe nye, rekreative områder og forbedret livskvalitet for millioner af mennesker verden over.

- Det er virkelig positivt at se fem danske byer repræsenteret blandt de største og mest fremadskuende byer i verden i forhold til at handle på de akutte klimaudfordringer. Det viser, at vi er på vej i den rigtige retning i Danmark. Rigtig mange byer er kommet langt i forhold til både reduktion af drivhusgasser og tilpasning af byerne i forhold til stigende vandmængder pga. højere temperaturer. Gode eksempler, nationalt og internationalt samarbejde er det, der nu skal til for at bringe byerne helt i mål, siger han.

Fokus på borgerengagement og luftforurening
Cities100-rapportens projekter kommer fra i alt 59 byer fra 26 lande. Projekterne viser, hvordan byer kan fremtidssikre sig mod de akutte klimaudfordringer, såsom ekstremt vejr, stigende havniveau og luftforurening.

Under temaet ’Citizen Engagement’ viser flere byer eksempler på, hvordan de engagerer borgerne - og også bevægelsen af unge klimaaktivister – er med til at omsætte den grønne agenda.

Verden over sætter byerne hårdere ind imod luftforurening. WHO - Verdenssundhedsorganisationen - vurderer, at syv millioner mennesker dør hvert år på grund af forurenet luft, heraf 3.600 i Danmark. Her viser blandt andet London vejen ved at indføre verdens strengeste standarder for køretøjers luftforening med hovedstadens nye Ultra Low Emission Zone (ULEZ).

Og i København er supercykelstierne med til at holde borgere sunde samtidig med, at transportrelateret udledning bliver reduceret i hovedstadsområdet.

- Luftforurening står meget højt på mange byers dagsorden, når de udvikler klimaprojekter. Godt 80 % af de frontløberprojekter, der beskrevet i Cities100-rapporten, har også fokus på at forbedre byernes luftkvalitet. Borgmestrene tager altså både lokalt ansvar i forhold til deres borgeres sundhed og globalt ansvar i forhold til at formindske byernes udledning hurtigst muligt. I det hele taget kan vi se, at flere og flere byer arbejder strategisk og helhedsorienteret med deres klimaindsats og heller ikke er bange for tage fat om de svære og vanskelige udfordringer, siger Esben Lanthén, Partner og stifter af Nordic Sustainability.

Videndeling og ny analyse
2019-udgaven af Cities100 sætter endnu mere fokus på videndeling. Afsnittet ’Hvad andre byer kan lære’ er målrettet borgmestre og beslutningstagere med inspiration fra hvert af de 100 projekter. Rapporten indeholder også en omfattende analyse af de globale tendenser inden for byernes arbejde med klima og bæredygtighed, herunder indsigt i de udfordringer og succeser byerne møder i arbejdet.

Lanceringen af Cities100-rapporten bliver fejret ved C40 World Mayors Summit, hvor 7 af de 100 projekter bliver valgt som vindere af C40 Cities Bloomberg Philantropies Award. Det foregår i København fra den 9.-12. oktober, hvor borgmestre fra hele verden samles i København til klimatopmøde.

Cities100-rapporten kan hentes her.

-los


2/10 2019
  • Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    byggeri ›Slottet får et nyt underjordisk skatkammer, moderne publikumsfaciliteter og en delvis genskabelse af den historiske voldgrav. Nu har et bedømmelsesudvalg udpeget Aart som vinder af arkitektkonkurrencen om Rigets nye skatkammer
  • LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lov, der gør det lettere at bygge almene boliger i de store byer - trods høje grund- og byggeomkostninger
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”
  • Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    byggeri ›I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole skal findes med budget 2027
  • En tur igennem byggelovens historie

    En tur igennem byggelovens historie

    byggeri ›Et stort bogværk samler hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger
  • Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    Enhedslisten vil have alle byggepladser registreret

    politik ›Beskæftigelsesministeren afviser dog forslaget med henvisning til, at der allerede er krav om registrering af byggepladser af en vis størrelse
  • Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    Salling vælger Bravida til at stå for sikkerheden i hele landet

    byggeri ›Teknikentreprenøren Bravida har landet en landsdækkende aftale med Salling og skal servicere brand- og sprinkleranlæggene i alle Sallings danske butikker, der dækker Bilka, Netto, Føtex og BR