Femernforbindelsen er trods retssager begyndt anlægsarbejder på den tyske side
Femern A/S fik i april en såkaldt ’strakstilladelse’ fra de tyske myndigheder til at iværksætte de første anlægsaktiviteter
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I forbindelse med etableringen af det nye Transport- og Boligministerium er Folketingets Transport- og Boligudvalg blevet præsenteret for en række af de kerneområder, der i de kommende år ligger på bordet for både det politiske og administrative system.
Blandt de fremhævede emner var den faste forbindelse under Østersøen, hvor det blandt andet blev fremhævet, at det er en vigtig forbindelse, der binder Danmark/Skandinavien bedre sammen med Tyskland/kontinentet, og at det er en mere sikker og fleksibel transport, da den ikke er afhængig af vejr og vind og kan anvender 365 dage om åre alle døgnets 24 timer.
Stor tidsbesparelse
Desuden er der store tidsbesparelser, idet turen under Østersøen kun varer 10 minutter i bil og 7 minutter med tog i stedet for knap 1 time i dag
Desuden vil der blive tog forbindelse mellem København – Hamborg på godt 2½ time med el-tog - i dag tager turen 4½ time – og jernbanegodset sparer 160 kilometer mellem Øresund og Hamborg
Det understreges, at den faste forbindelse til Tyskland ’ikke koster skatteborgerne noget’, og at anlægsbudgettet i 2015 priser er 52,6 milliarder kroner plus landanlæg i DK til 9,5 milliarder kroner. Sidstnævnte finansieres i øvrigt også af indtægterne fra Femerntunnelen, mens tyskerne selv skal finansiere deres landanlæg.
Status for den tyske proces
Oplægget indeholdt også en interessant status for den tyske proces, hvor det understreges, at der er en ’høj grad af sikkerhed for, at projektet kan anlægges som planlagt og forudsat.
I Tyskland skal man igennem en domstolsproces, før anlægsarbejdet kan gå i gang for
alvor på tysk side, men i april 2019 fik Femern A/S en såkaldt ’strakstilladelse’ fra de tyske myndigheder til at iværksætte de første anlægsaktiviteter på tysk side, selvom retssagen er i gang
Scandlines alene har indgivet en klage på 1.024 sider plus et appendiks på 2.061 sider, og der er i alt indgivet klager på 2.216 sider plus appendiks på 7.587 sider.
Parat til start i Rødby
Det blev i øvrigt også oplyst, at Femern A/S forhandler med entreprenørerne FLC og FBC om at påbegynde følgende anlægsaktiviteter på Lolland:
− Arbejdshavn ved Rødbyhavn
− Dele af tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn
− Tunnelportal
− Beboelses- og administrationsfaciliteter
− Indkøb af særligt marint udstyr
− Øvrige mindre forberedende arbejder