Fordobling af antal medarbejdere og omsætningFra venstre: Partnerne Marinus Møller og Kristoffer Jørgensen, Peter Gasberg, Mikael Vest og partner Torben B. Nielsen.

Fordobling af antal medarbejdere og omsætning

Frem mod 2020 skal antallet af medarbejdere og omsætningen fordobles hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Frandsen & Søndergaard i Aalborg

Frandsen & Søndergaard, der blev grundlagt i 1959, har for alvor konsolideret sig de seneste år som rådgivende ingeniørfirma for en lang række boligselskaber samt private og offentlige bygherrer. Virksomheden med kontor i Aalborg har de seneste 10 år haft en omsætningsvækst på over 250 %, og antallet af medarbejdere er i samme periode gået fra syv til 23.

Nu skal væksten så endnu et gear op. Det fastslår adm. direktør Peter Gasberg, der er en af fire i ejerkredsen, som udover Peter Gasberg består af Torben Brandt Nielsen, Kristoffer Treldal Jørgensen og Marinus Møller:

- Vi har haft en god og sund udvikling med et stigende aktivitetsniveau og flere medarbejdere - også henover finanskrisen. Vi har i dag et solidt setup, der betyder, at vi nu står godt rustede til at sætte yderligere turbo på væksten. Derfor har vi i samarbejde med vores nye bestyrelsesformand Mikael Vest udarbejdet en ny og ambitiøs vækststrategi, som nu sættes i søen, fortæller Peter Gasberg.

Sværere at være mindre
Vækststrategien indebærer blandt andet en fordobling af omsætningen, som i dag er på ca. 20 millioner kroner, inden 2020, og det skal blandt andet opnås ved at tilføre yderligere kompetencer til virksomheden gennem ansættelsen af en række nye medarbejdere.

- Vores målsætning kræver ansættelse af en række nye medarbejdere med specialkompetencer. Faktisk forventer vi, at omsætning og antal medarbejdere følges ad i vækstperioden, siger Peter Gasberg og fortsætter:

- Byggeri bliver en stadig mere kompleks størrelse, og i fremtiden bliver det svært at være en mindre rådgivende ingeniørvirksomhed. Krav til dokumentation og krav til eksempelvis energi- og indeklimaberegninger er kraftigt stigende, og det kræver en række specialistkompetencer, som hidtil ikke har været nødvendige. Det er en af grundene til, at mange entreprenører og bygherrer i dag allierer sig med sådan nogle som os. Bygningsreglementet bliver ganske enkelt mere og mere komplekst.

Han siger supplerende, at Frandsen & Søndergaard ser et særligt stort potentiale i rådgivningsopgaver inden for energiberegninger, bæredygtigt byggeri (DGNB) og commissioning, men også områder som brand- og lydkrav kræver yderligere specialisering. Desuden er næsten al Frandsen & Søndergaards projektering gennem de seneste år foregået i 3D, og det er en del af strategien, at virksomheden fortsat vil være med helt i front inden for anvendelsen af IT og de nyeste projekteringsværktøjer.

Ny bestyrelsesformand
Mikael Vest, der er manden bag Vinderstrategi og bestselleren 'Strategi i vindervirksomheder', ser et stort og uudnyttet potentiale i virksomheden og har derfor sagt ja til at indtræde som bestyrelsesformand:

- Jeg har lært Frandsen & Søndergaard at kende via et seriøst strategiudviklingsprojekt, og nu har jeg takket ja til at være med til at føre vækststrategien ud i livet. Det er en særdeles spændende virksomhed med et meget stort potentiale. Derfor er jeg sikker på, at vi kan nå i mål med vores 2020-ambitioner, siger han.

Mikael Vest tiltrådte som bestyrelsesformand den 1. september 2017.

-kj

27/10 2017