Fra ufaglært tømrer til talentfuld montør
Johannes havde egentlig ikke tænkt på uddannelse – nu hører han til landets bedste i sit fag
Johannes Nørgaard Nielsen har spillet meget håndbold og fodbold, og han ser en masse speedway. Men han har aldrig været i toppen i sport. Det er han nu til gengæld i sit håndværk. Johannes skal til Danmarksmesterskaberne for alubyggere. Det er en del af DM i Skills i Herning.
Computerspil styrker ham i faget
Johannes er i lære hos firmaet Outer i Holstebro. Virksomheden monterer glas- og alufacader i hele landet. De ansatte arbejder mange dage i blandt andet København og Aarhus. Men hver torsdag eftermiddag kommer Johannes hjem til Skave, hvor han bor.
Her er han tæt på speedwaybanen. Han går i byen i Holstebro, og han spiller computer. Tiden ved skærmen giver ham også viden til faget.
- Som alubygger skal du være god til at læse tegninger og til at regne. Du skal kunne bruge dine hænder, men du skal også kunne kommunikere med byggeledelsen, fortæller Johannes.
Greb tilbuddet om en læreplads
Den 25-årige elev gik ud af 10. klasse og tænkte egentlig ikke på uddannelse. Han begyndte at arbejde som ufaglært tømrer, og han kom til Outer.
- På et tidspunkt spurgte direktør Claus Lorentzen, om jeg ikke havde lyst til at komme i lære. Det ville jeg gerne, når chancen bød sig.
Skoleopholdene tager Johannes på EUC Nordvestsjælland i Audebo. Det er det eneste sted, der uddanner alubyggere. Her går han sammen med blandt andre glarmester-lærlinge. Han lærer også at arbejde med glas.
Politigården i Holstebro
Heldigvis er der også jævnligt opgaver i Midt- og Vestjylland. Johannes har blandt andet været med til at udskifte ovenlysvinduer på Holstebro Bibliotek.
Den nye politigård i Holstebro er en af de opgaver, han fortæller om med stolthed. Her monterede han vinduer og døre gennem over et halvt år.
Som alubygger skal han også lære at fremstille elementerne. Det gør han hos Outers nabovirksomhed i Holstebro – Eiler Thomsen Alufacader.
Går efter topplacering
Johannes er sportsmand. Kørerne fra Holstebro Speedway Klub skal gerne vinde løbene. Og han satser selv på at slå de tre andre deltagere ved DM. Ved konkurrencen skal de blandt andet bygge en pyramide. De skal også fremstille et dreje-kip vindue.
- Jeg har trænet grundigt. Nu skal jeg blive nummer 1!
-jhn