Færre almene boligområder på ghettolisten
Der er 22 almene boligområder på ghettolisten pr. 1. december 2017. Det er tre færre end sidste år og det laveste antal siden listen blev indført i 2010
To af de 22 områder på ghettolisten er nye, mens fem områder, der var med på listen sidste år, er udgået.
Ghettolisten omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst tre af fem kriterier. De fem kriterier handler om beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund, omfanget af kriminalitet, uddannelsesniveau og indkomst.
Faldet i antallet af områder på listen skyldes primært faldende kriminalitet. Fire ud af fem områder udgår således på grund af færre dømte personer. Der kan også spores en positiv udvikling i de udsatte boligområder i forhold til beskæftigelse. For de to nye boligområder er det en ændring i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samt uddannelsesniveau og indkomst, der er årsag til, at områderne kommer på listen.
De to nye områder på listen er bebyggelsen Gadelandet og Husumgård i Brønshøj og Lindholm i Nykøbing Falster.
De fem områder, der ikke længere optræder på listen er Charlotteager i Høje Taastrup, Askerød i Greve, Karlemoseparken i Køge, bebyggelsen Rønnebærparken og Æblehaven i Roskilde samt boligområdet Byparken og Skovparken i Svendborg.
Fire boligområder opfylder fire ud af de fem ghettokriterier. Det drejer sig om Mjølnerparken i København, Gadehavegård i Høje Taastrup, Vollsmose i Odense og bebyggelsen Gellerupparken og Toveshøj i Aarhus.
I år er der ingen boligområder, der opfylder alle ghettokriterierne, men 11 boligområder på årets opgørelse har været på ghettolisten i alle år siden 2010.
- Det er selvfølgelig positivt, at der er færre områder på ghettolisten i år. Det skal vi glæde os over. Men der er stadig for mange og det går for langsomt med at få nedbragt antallet. Vi har især problemer med de fysisk isolerede ghettoer, der er afsondret fra den omkringliggende by, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
- Regeringen ønsker at sætte turbo på arbejdet med at nedbringe antallet af ghettoområder. Vi skal have nogle mere effektive redskaber til at ændre beboersammensætningen. Det vil vi prioritere, når der næste år skal indgås en ny aftale om Landsbyggefondens midler, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
Ghettodefinition
I definitionen af et ghettoområde indgår nedenstående fem kriterier, hvoraf mindst tre skal være opfyldt, for at der er tale om et ghettoområde. Herudover kræves, at der er tale om områder med mindst 1.000 beboere.
1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).
2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).
4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 18-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
- eca