fsb bygger 137 boliger på Amager
Boligselskabet skal opføre 131 et-rums ungdomsboliger og seks små familieboliger. Boliger har fået navnet Artillerihuset og bliver opført i tegl og glas
Ikke mange meter fra DR-byen og Københavns Universitet KUA på Amager skal boligselskabet fsb nu bygge 131 et-rums boliger til unge under uddannelse og seks små familieboliger.
De nye boliger har fået navnet Artillerihuset og bliver opført i tegl og glas. På den ene side af bygningen - mod vest og trukket væk fra Amagerfælledvej - ligger boligerne. På den modsatte side fungerer den brede gang som opholdsrum. Her sørger et stort glasparti for masser af dagslys ind i huset. Små depotrum til hver bolig opdeler gangen i mindre nicher, som de unge kan bruge til studierum eller ophold.
Alle boliger har eget køkken og bad. Derudover er der fælleskøkkener på hver etage, vaskeri i stueetagen, elevator og tagterrasse med udsigt over Amager og Amagerfælled. Syv boliger er egnede til beboere med bevægelseshandicap.
De nye boliger skal ligge på Rued Langgårdsvej 3 på Amager, og de 131 ungdomsboliger bliver på 37 m2 brutto, mens de seks to-rums familieboliger bliver på 54 m2 brutto hver.
Det forventede huslejeniveau bliver på 3300-5350 kr. Byggeriet er sat til at starte i andet halvår af 2018, og det forventes, at de nye beboere kan flytte ind i 2020.
Projektet er blevet til i samarbejde med By og Havn, Tetris, NREP og med støtte fra Københavns Kommune, almene boliger. Arkitekten er Henning Larsen Architects, mens totalentreprenør afventer udbud.
-kj