Gode råd om restaurering og drift af historiske huse
Hvordan istandsættes en historisk bygning til nutidig brug uden at ødelægge husets arkitektur? Realdania By & Byg inviterer til fagligt fyraftensmøde om emnet
Restaurering og drift af historiske bygninger har sine helt egne udfordringer og kræver andre fagligheder, end virksomheder og fagfolk står overfor ved nybyggeri.
Disse fagligheder og udfordringer har Realdania By & Byg igennem tiden fået stor erfaring med at håndtere, og nu kan du og din virksomhed få del i erfaringerne ved et fagligt fyraftensmøde tirsdag den 30. januar 2018 kl. 15.00-17.30 i den fredede Søetatens Pigeskole i København.
Bygningen, der blev opført i 1858 i forbindelse med søværnets aktiviteter ved Nyboder, fungerede som pigeskole i knap ti år. Herefter var bygningen hjemsted for Søværnets Kadetskole til efter 2. Verdenskrig. Huset blev fredet i 1992 og ejes i dag af Realdania By & Byg, som lejer det ud til Bygningskulturens Hus, som er et kontorfællesskab for en række foreninger og virksomheder.
Huset er derfor en oplagt ramme for det første af Realdania By & Bygs erhvervsarrangementer, der vil sætte fokus på hele processen fra køb, restaurering, udlejning til drift af fredede ejendomme.
Arrangementet byder bl.a. på:
Arkitekt og projektleder Anders Brüel, Realdania By & Byg, tager dig med på en rundvisning og vise hvor i bygningen, der var særlige dilemmaer: Anders Brüel fortæller også, hvordan man sikrer sig mod, at fejlretning af tidligere tiders arkitektoniske overgreb ikke i sig selv bliver et nyt overgreb.
F.eks. kunne et ønske om at komme så tæt på det oprindelige – en blank væg i aulaen – blive en nyt overgreb – fordi kendte teknikker til fjernelse af første overgreb – hvid maling - ikke var gode nok.
Advokat og driftschef Morten Raun, Realdania By & Byg, fortæller om, hvordan man kan finde lejere til en fredet ejendom og udforme en lejekontrakt, så lejer er helt klar over, hvad man må og ikke må i det historiske hus.
Projektleder Mikael Vikkelsø Nielsen, Realdania By & Byg, fortæller om at tage højde for de udfordringer, der kan opstå, når lejerne får en dagligdag i huset og får nye ønsker til indeklima og funktioner. Det kan typisk være ønsker til lys, akustik og temperatur, som selvsagt er anderledes, end da søværnets kadetter havde fægtetræning i aulaen.
Husets lejer ved regnskabschef Ejgild B. Larsen fra Bark Rådgivning, fortæller om, hvordan det er at bo til leje i en fredet bygning. Skaber det værdi ’at bo til leje i historien’? Hvilke ønsker havde de ved indflytning, og hvilke gode råd de i dag har til udlejer.
Erfaringer som ejer, bygherre og udlejer
Realdania By & Byg har foreløbigt restaureret 50 historiske huse i Danmark - og enkelte i Grønland, udviklet 15 projekter med eksperimenterende byggeri og 5 store projekter inden for by- og arealudvikling.
- Som både ejer, bygherre og udlejer i vores projekter er vi vant til at løse de tværgående udfordringer, der opstår, når målet f.eks. er at udføre den bedst mulige restaurering, samtidig med at huset er i drift. Dette er sket i Søetatens Pigeskole, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Real-dania By & Byg.
- Vi har, og vi får hele tiden nye praktiske erfaringer med restaurering, bæredygtigt byggeri, drift og vedligehold af ejendomme samt arealudvikling. Disse erfaringer vil vi meget gerne brede endnu mere ud, siger Peter Cederfeld.
Tilmelding: www.realdaniabyogbygklubben.dk/erhverv
-los