Grøn omstilling kræver overblik og planlægning- ’Grønne’ investeringer og beslutninger skal være lettere at træffe, og de skal bedre kunne betale sig, siger kundedirektør i Realkredit Danmark, Kristian Balleby.

Grøn omstilling kræver overblik og planlægning

Det er blevet besluttet, at energimærkerne G og F fjernes inden hhv. 2030 og 2033. Det betyder, at ejendomme med disse energimærker skal energioptimeres. Planlægningsværktøj skal gøre det let at danne overblik over en ejendoms renoveringshistorik

Når ejendomsejere, udviklere og administratorer skal beslutte, om de vil foretage renoveringer på deres ejendomme, er den tilgængelige information ofte præsenteret i tunge, tekniske dokumenter. Uanset om det f.eks. er udskiftning af tag, vinduer eller varmecentral, er disse dokumenter svære at læse og forstå, og de tillader ikke en vurdering af flere mulige løsninger eller en beregning af energibesparelser og CO2-reduktioner.

Ifølge kundedirektør i Realkredit Danmark, Kristian Balleby, kan det have konsekvenser for muligheden for at få grønne lån.

- Det er pålagt den finansielle sektor, at en bygnings klimaaftryk skal indgå som en del af vores risikoafdækning, når en kunde ønsker at belåne sit aktiv. Derfor vurderer vi værdien nu og i fremtiden. Det er en central del af vores vurdering af de grønne lån, om man energioptimerer sin ejendom, men også hvordan historikken før i tiden har set ud, siger Kristian Balleby.

Ejendommens historik i en samlet oversigt
At præsentere sammenlignelige renoveringsscenarier og vise historikken over tidligere forbedringer kan gøre det lettere at foretage bedre vurderinger af mulige energioptimeringer.

Dette kan i sidste ende hjælpe banker med at foretage risikovurderinger og bevilge grønne lån, hvilket kan sætte skub i kapitalstrømmene til grønne investeringer. Det nye digitale planlægningsværktøj, Plando, kan være en mulig hjælp til at præsentere denne information på en overskuelig og sammenlignelig måde.

- Når bestyrelser og administratorer skifter poster så ofte, som de gør, så går historikken tabt, når de enkelte projekter dokumenteres på forskellige måder og opbevares i papirform eller pdf'er. Værktøjer som Plando sikrer, at man kan præsentere en ejendoms historik i en samlet oversigt, hvilket er afgørende for at kunne præsentere banken for tidligere renoveringsprojekters påvirkning over tid. Ejendomme skal kunne bestå i 100 år eller mere, så det nytter ikke noget, at vi kun kigger på øjebliksbilleder og starter forfra hele tiden - så er vi lige vidt, siger Kristian Balleby.

Grønne ejendomme bliver mere værdifulde
Ifølge Kristian Balleby er det svært at forudse fremtiden for den grønne omstilling i den finansielle sektor. Men hvis det fortsætter som nu, ser det i højere grad ud til, at energioptimerede ejendomme vil opnå en højere værdiansættelse end hidtil.

- Lige nu asfalterer vi, mens vi kører, og vi har heller ikke alle svarene. Men min forudsigelse er, at da en energioptimeret ejendom simpelthen vil være mere værd i fremtiden, og da også bankerne skal være med til at drive den grønne omstilling, så vil en ejendoms CO2-aftryk i stigende grad komme til at indgå i værdiansættelsen af en ejendom. Og det vil have afgørende betydning for, hvor mange penge en forening, ejer mv. kan låne i fremtiden.

Han fortsætter:

- Vi ser også, at præferencerne hos kunderne ændrer sig. Det kan vi allerede se hos de, der ønsker at leje og købe bolig. Samtidig er det tydeligt, at huse med dårlige energimærker får større afslag i prisen, og den tendens vil kun fortsætte.

-dc

17/4 2023