Grundtvigs Hus skal være Danmarks første DGNB Platin-certificering indenfor renovering
Geotermisk energi skal være med til at sikre, at Danmarks første bygning med betongulv også kan blive en af de første ældre bygninger i Danmark, som er selvforsynende med energi
Rettelse: Det har ikke fremgået klart, at Vilhelm Lauritzen Architects er arkitekt og projekteringsleder på projektet. Det er nu tilføjet artiklen.
Grundtvigs Hus er en af Københavns markante bygninger i Studiestræde og blev bygget i 1906-08 før energikrise og moderne krav til bygninger. Ejendommen er brugt til alt fra grundtvigiansk kulturcenter og hotel til nazisternes telefoncentral under Anden Verdenskrig.
Nu skal det gamle hus i Studiestræde og dens tilstødende hjørnebygning på Vester Voldgade på tilsammen 9900 m2 renoveres forventeligt til den helt store DGNB platin-medalje for første gang i Danmark.
Vilhelm Lauritzen Architects er både er arkitekt og projekteringsleder på projektet. Certificeringen forestår WSP Danmark som rådgivende ingeniør, mens Energy Machines leverer de tekniske løsninger, som skaber grundlag for energitransformationen.
De to bygninger bliver spækket med fremtidens energisystemer, så de kan generere, lagre og genbruge energi som et fuldt elektrisk integreret system og kun med stikledning fra Radius til nødsituation.
Geotermisk energi integreres med bl.a. varmepumper, luftbehandling og solenergi på taget, og energisystemet er en softwaredrevet løsning, der integrerer opvarmning, køling, ventilation, elproduktion og energilagring i ét energisystem, der tillader bygningen at generere, lagre og genbruge sin egen energi.
Danmarks første DGNB Platin certificering af et renoveringsprojekt
De højeffektive energisystemer kombineret med bl.a. fokus på, hvordan miljøsanering kan foregå på mest hensigtsmæssige og bæredygtige måde i nedrivningsfasen, skal være med til at sikre, at det 115 år gamle Grundtvigs Hus kan opnå DGNB Platin certificering.
Derfor følger WSP's DGNB auditor projektet tæt for at sikre, at det kan leve op til DGNB platin-kravene i blandt andet projekteringsfasen.
Grundtvigs Hus skal bruges som showroom for virksomheden Energy Machines fremtidsorienterede energi-maskiner, og der er stort fokus på at skabe et udtryksfuldt showroom med arkitektonisk og æstetisk respekt for den ældre bygning.
Arbejdet med at bevare bygningens atmosfære og samtidig skabe nutidig komfort er baseret på tæt dialog og samarbejde mellem de forskellige samarbejdspartnere. Derfor har Vilhelm Lauritzen Architects, Energy Machines og WSP i tæt samarbejde lavet skræddersyede tekniske løsninger eksempelvis baseret på bygningens højde.
Der er foretaget fuld kortlægning af samtlige etagers bæreevne for at sikre, at de nye opvarmningssystemer kan udføres i en bygning med byggeskikke fra forskellige tidsaldre.
Forventet færdigt i 2025 med 84 % reduktion i energiforbruget og 97 % reduktion i driftsudgifter
I 2025 forventes Grundtvigs Hus at stå færdigt som et 115 år gammelt, delvist fredet hus med CO2-fri opvarmning og køling af ejendommen og den tilstødende hjørnebygning. Huset vil være ramme om adskillige kontorer, butikker og et showroom for Energy Machines bæredygtige teknologier.
-dc