Aktuelle nyheder - Byggeri

Handelstal er dårligt nyt for byggesektoren”Alle boligtyper” dækker over villa, rækkehuse, ejerlejlighed, fritidsbolig, kolonihave, andelsbolig, landejendom, helårsgrund, fritidsgrund og lystejendom. Kilde: Boligsiden

Handelstal er dårligt nyt for byggesektoren

Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at temperaturen på boligmarkedet er under frysepunktet. Der blev solgt færre end 4.500 boliger i oktober. Det er det laveste niveau for måneden siden 2011

Del artiklen på

Af Dan Bjerring

Der blev i alt solgt 4.488 boliger i oktober, og det er et fald på 18 procent sammenlignet med september, hvor salget ellers allerede var faldet en del i forhold til foråret og sommeren 2022.

Ifølge Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden begyndte salget at falde i sensommeren, og den tendens er forstærket i oktober:

- Det vidner om en ny tid på boligmarkedet, hvor rigtig mange købere tilsyneladende forholder sig afventende, siger hun.

Købekraften er udfordret
Det er især i kommunerne omkring København, at hussalget er bremset op, og det er samtidig de områder, hvor priserne er høje:

- I en tid, hvor købekraften er væsentlig udfordret på grund af stigende renter og øvrige udgifter i vækst, er der ganske enkelt færre købere, der kan være med i boligjagten i de dyreste områder. Samtidig er der flere købere, der nødvendigvis skal have solgt deres egen bolig, før de kan købe en ny, ligesom flere formentlig venter og ser tiden an. Det er alt sammen med til at lægge en dæmper på salget, siger Birgit Daetz.

Salgsnedgang på 68-80 procent
De største fald i handelsaktiviteten med huse ses i Solrød, Allerød, Tårnby, Gentofte og Dragør med en nedgang i salget på mellem 68 - og 80 procent.

Samtidig er der også tale om en mærkbar nedgang i handelsaktiviteten for lejligheder, hvor der blev solgt 872 i oktober. Det er seks procent færre end i september og det laveste oktober-resultat siden 2011. Næsten samme billede gør sig gældende for sommerhusene med 425 salg i oktober.

Yderligere fald de kommende fire måneder.

I en kommentar til tallene fra Boligsiden siger boligøkonom Bo Sandberg fra Dansk Industri blandt andet, at selv om efteråret har været mildt, er temperaturen på boligmarkedet i øjeblikket under frysepunktet:¨

– Handelsaktiviteten tilpasser sig hurtigere end priserne, og derfor vil de kommende måneder og kvartaler byde på yderligere fald i boligpriserne om end fra et meget højt udgangspunkt, siger Bo Sandberg.

Fire årsager

Der er ifølge Dansk Industri især fire årsager til den vinteragtige stemning i salgstallene på boligmarkedet:

- For det første bremses efterspørgslen af høje renter, høj inflation og strammere kreditvurdering.

- For det andet blev der fremrykket en del bolighandler i coronaperioden, som mangler i markedet nu.

- For det tredje er der – som ofte set i begyndende krisetider – et skift på vej, hvor flere familier vælger at bo til leje i stedet for at købe ejerbolig.

- For det fjerde er der i et nedadgående marked en generel tendens til at vente og se tiden an, mens prisnedslagene bliver større og liggetiderne stiger, siger DI´s boligøkonom.

Skal slå igennem
Han mener, at der ikke er meget andet at gøre end at lade prisfald og lavere handelsaktivitet slå igennem, til der er bedre balance mellem udbud, efterspørgsel og boligpriser:
- Men det er desværre dårligt nyt for byggevirksomhederne, der taber ordrer og medarbejdere i takt med at der bygges færre nye ejerboliger og der også sættes færre renoveringsopgaver i gang, da det typisk er omkring ejerskifte, at boligen renoveres mest, slutter Bo Sandberg.


Læs mere om Byggeri

16/11 2022