Havnetunnel får helt ny linjeføring
Transportministeriet og Københavns Kommune har offentliggjort resultatet forundersøgelsen af muligheden for at etablere en østlig ringvej i København
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Københavnertunnelgruppen tager ikke uventet godt imod resultatet af analyserne, der peger i retning af en østlig sænketunnel, der kan udgøre den ’trafikale bypass operation’, som København i årevis har haft brug for.
Bo Sandberg, der er formand for Københavnertunnelgruppen er ikke mindst tilfreds med en meget bred opbakning til projektet
- Med de nye analyser i hånden, bør efteråret 2020 blive den milepæl, hvor Borgerrepræsentationen lægger sig fast på endelig linjeføring for østlig ringvej og igangsætter VVM-undersøgelse, og hvor Folketinget samtidig tager projektet med i den langsigtede infrastrukturplan, der skal forhandles om, siger Københavnertunnelgruppens formand.
Helt ny linjeføring
Den oprindelige idé om en tunnel på langs ad selve havneløbet blev hurtig skrinlagt, og nu ser det ud til at begge de to tidligere foreslåede linjeføringer under Amager Fælled til Sjællandsbroen eller under Amager Strandvej begge bliver overhalet østom af en sænketunnel i havet ud for Amager Strand.
Det skyldes ifølge Bo Sandberg blandt andet, at det giver færrest gener i anlægsfasen.
- Analyserne viser, at den østlige ringvej i den rette udformning er samfundsøkonomisk rentabel, og den kan aflaste den gennemkørende biltrafik med 27 procent på Knippelsbro, 25 procent på Fredensbro og hele 43 procent på Amager Strandvej.
Tørre tårer
Til gengæld afliver forundersøgelsen idéen om at der kan opkræves brugerbetaling i havnetunnellen:
- Det er fint nok, vi får den afklaring. Det græder vi kun tørre tårer over, for når den østlige ringvej om forhåbentlig 12-13 år står færdig, bør den bruges mest muligt, så man kan få ledt den gennemkørende trafik ned under jorden og væk fra de bløde trafikanter på overfladen, siger Bo Sandberg.