Her er holdet bag det kommende København Syd
Om nogle år vil området omkring Ny Ellebjerg Station få helt nyt liv med kontorer, butikker og boliger. Et tværfagligt konkurrenceteam med arkitektfirmaerne Holscher Nordberg og Adept i spidsen skal udvikle en helhedsplan for området
Hovedstaden får et nyt trafikknudepunkt, når metrolinjen til Ny Ellebjerg Station åbner næste år. På stationen, der snart skifter navn til København Syd, bliver der adgang til Metroen, tre S-togslinjer, regional- og fjerntog samt på sigt internationale tog, og stationen forventes i fremtiden at få mere end 30.000 daglige passagerer, hvilket vil gøre den til en af landets mest benyttede stationer.
Området omkring stationen skal også udvikles, og nu er arkitektkonkurrencen for området nord for stationen afsluttet. Et enigt vurderingsudvalg med deltagelse fra bl.a. Metroselskabet, Københavns Kommune og Transportministeriet har afgjort, at det bliver et team bestående af Holscher Nordberg og Adept med Lytt, Artelia og Realise Danmark, som skal være med til at tegne de nye streger for området.
Deres forslag til en helhedsplan beskriver et kompakt byområde med kontorer, boliger og
detailhandel og rummer en god balance mellem at være både visionært og pragmatisk. Det vakte begejstring hos vurderingsudvalget:
- Det vindende team har udarbejdet et spændende forslag med mange gode idéer til, hvordan vi kan skabe det bedst mulige bymiljø med byliv og tryghed omkring stationen i positiv sammenhæng med naboområderne. Der er en gennemtænkt strategi for byrummet, stor fleksibilitet og mange detaljer som for eksempel en gennemgående og oplevelsesrig cykelsti, der bidrager til Københavns målsætning om at være verdens bedste cykelby, siger Nina Kampmann, chef for Development and Innovation hos Metroselskabet, på vegne af vurderingsudvalget.
Arealet, som helhedsplanforslaget dækker, ligger på nordsiden af jernbanen og støder op til området omkring Sukkertoppen og Carl Jacobsens Vej.
Jernbanen central for Valbys udvikling
Historisk var jernbanen vigtig for udviklingen af Valby som industriområde, og med den kommende bydel får jernbanen igen en central betydning for området. Det vindende forslag lægger op til, at bygninger og byrum opføres i samspil med historien og områdets industrielle præg, og projektet passer dermed godt ind i den udvikling, som har præget Valby i de senere år, hvor erhvervs- og boligområder er udviklet på tidligere industrigrunde.
Placeringen af byområdet ved stationen er teknisk udfordrende, hvilket har gjort opgaven for arkitekterne kompleks. Den underjordiske metrostation sætter nogle tekniske begrænsninger for, hvordan der kan bygges oven på, og samtidig skal der tages hensyn til det store flow af mennesker, der nemt og hurtigt skal kunne komme til og fra området med forskellige transportmidler herunder især cykler:
- At samle mange arbejdspladser og boliger så tæt på en stor station bidrager til byens grønne omstilling, fordi det giver rigtig mange mennesker mulighed for at kunne benytte sig af offentlig transport i hverdagen i stedet for bil. Med detailbutikker og nærheden til både centrum og Valbyparken vil det blive et endnu mere attraktivt område at bo i, siger Nina Kampmann.
Det er en udvikling, som også vinderteamet lægger vægt på:
- Med den fremtidige bydel får jernbanen igen en bærende betydning med udgangspunkt i, at bygninger og byrum formgives i dialog med historien og områdets industrielle aftryk. Resultatet er en stærk hybrid mellem det moderne trafikknudepunkt og et lokalt forankret bymiljø, hvor gående og cyklister er i centrum, siger Mikkel Nordberg, arkitekt og partner i Holscher Nordberg Architecture and Planning.
Borgerinddragelsesfasen forventes at begynde i slutningen af 2023, mens planprocessen for en ny lokalplan forventes at blive igangsat i 2024.

-dc