Historisk godt regnskab for typehusfirma Adm. direktør og medejer i Danhaus, Johannes Schmith, har bragt nye ideer med fra dagligvarebranchen. Fotograf: Mie Hee Christense

Historisk godt regnskab for typehusfirma

Danhaus præsterer godt 15 mio. kr. i overskud efter skat, hvilket er det stærkeste resultat i virksomhedens danske del i typehusfirmaets 40 års historie. Direktøren ser lyst på fremtiden

Danhaus i Esbjerg oplever travlhed med at opføre huse i ind- og udland, og ordrebogen for 2017 ser også yderst positiv ud. Det nye årsregnskab for 2016 viser et overskud efter skat på 15,2 mio. kr. mod 2,9 i 2015, hvilket giver en soliditetsgrad på næsten 48 %.

- I 2016 producerede vi 280 huse, og forventningerne er på samme niveau i år, og derfor er der også både travlhed i vores hovedafdeling i Esbjerg og i vores sjællandske salgsafdeling, som vi åbnede sidste år, siger adm. direktør og medejer i Danhaus, Johannes Schmith.

Danhaus forventer at åbne endnu en afdeling i år. Denne gang i Østjylland.

I 2016 byggede Danhaus bl.a. i stort set alle større byer, og i år er der bl.a. nye byggerier i Sabro ved Aarhus, Vallensbæk, Solrød, Holbæk osv.

Danhaus har i dag godt 100 medarbejdere i Danmark, samt 65 i Tyskland og har siden 1978 produceret mere end 10.000 lavenergihuse til familier i ind- og udland. Ca.40 % af husene sælges på markederne i Tyskland og Rusland. Danhaus har hele sin produktion i Esbjerg, hvor virksomheden producer byggesæt, komponenter og elementer til husene – uanset hvor de skal opføres.

Inspireret af andre sektorer
Johannes Schmith har en baggrund i dagligvarebranchen. Her er hård konkurrence, skarp fokus på omkostningerne, og viljen til at danne nye samarbejdsrelationer er en vigtig del af overlevelseskampen.

- Selv om vi er ude af krisen, og der igen er gang i byggeriet i og omkring de større byer, så er jeg sikker på, at fremtidig vækst og fremgang kræver nye samarbejdsrelationer og nye koncepter i byggebranchen. Det vigtige for mig er at levere huse i høj kvalitet, som mennesker er glade for at bo i. Jeg er stolt over at levere elementer til alle byggefirmaer, der laver kvalitetsbyggeri. Høj kvalitet er langt vigtigere, end hvad der står på vores elementer, siger Johannes Schmith.

Franchise og private label
Danhaus har succes med hussalg gennem en franchisemodel på det russiske marked, og har netop indgået en lignende aftale med det danske arkitektfirma Monomal under navnet Monomal-Haus. Flere af den slags aftaler finder Johannes Schmith perspektivrige.

- I dagligvarebranchen kender alle til private label-produkter og nye samarbejdsformer. Det samme er jeg åben for i byggebranchen, hvor der er god mulighed for at supplere hinandens kompetencer. Et samarbejde med Danhaus kan f.eks. give arkitektfirmaer og andre en mulighed for at få et godt fodfæste på markedet. De kan fokusere på det, de er bedst til, nemlig at opfylde kundernes individuelle drømme, mens vi er rigtig gode til effektivt at producere huse til tiden og i den rigtige kvalitet inden for den aftalte pris. Det vinder alle ved, siger Johannes Schmith.

Han forventer, at resultatet for 2017 bliver positivt.

-los

3/5 2017