HOVSA!: Nedrivningspulje for 2021 er en fejlMagnus Heunicke (S) (Foto: Steen Brogaard)

HOVSA!: Nedrivningspulje for 2021 er en fejl

Regeringen har i Finanslovsforslaget fremskrevet nedrivningspuljen ud over aftaleperioden

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I et svar til tidligere transportminister Magnus Heunicke (S) har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) oplyst, at når der i regeringens netop fremlagte forslag til finanslov er afsat 57,8 millioner kroner til nedrivningspuljen i 2021, er det ’en fejl’.

’Pulje til landsbyfornyelse’ er en aftale fra juni 2014 mellem Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og De Konservative:

- Puljen er afsat til og med 2020, og det er derfor en fejl, at puljen er blevet teknisk
fremskrevet til 2021. Det rettes ved førstkommende lejlighed, oplyser Ole Birk Olesen.

Kommunernes eget ansvar
Hvorvidt der også efter 2020 skal afsættes midler til puljen, skal der tages stilling til i 2020:

- På det tidspunkt vil regeringen også tage stilling til, hvorvidt regeringen er af den opfattelse, at puljen skal videreføres efter den nuværende aftaleperiodes udløb. Det er forsat min holdning, at kommunerne har ansvaret for at vedligeholde deres egne byer, slutter transport-, bygnings- og boligministeren.

17/10 2017