Ikke garanti for dansk arbejdskraft til ny Storstrømsbro
Fagbevægelsen får ved Storstrømsbyggeriet adgang til byggepladsen i samarbejde med Vejdirektoratet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Transport, - bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) præsenterede ved et samråd i Folketinget om den kommende nye Storstrømsbro en række beskæftigelsestal for ikke alene Storstrømsbroen, men også Femernforbindelsen.
Det fremgår blandt andet af ministerens svar, at der frem til 2028 gennemføres anlægsinvesteringer på Sydsjælland og Lolland-Falster for omkring 66 milliarder kroner.
- Anlægsarbejdet med udbygning af den nordlige del af de danske jernbanelandanlæg til Femern Bælt-forbindelsen blev igangsat i foråret 2016. Det drejer sig om strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster, der vil stå klar i 2024. Banedanmark har opgjort den samlede beskæftigelseseffekt af hele Ringsted-Femern Banen til godt 2.100 mandeår, heraf godt 1.400 mandeår hos entreprenørerne og omkring 700 mandeår hos Banedanmark, oplyser ministeren.
Lærepladser
Han forklarer også, at Banedanmark har stillet krav om, at der etableres elev- og lærepladser, og at det forventes, at der kan leveres 82 elevårsværk på projektet - eksklusive Signalprogrammet og Elektrificeringsprogrammet:
De fleste af anlægsentrepriserne er efter udbud tildelt danske entreprenører. Anlægsentreprisen med fornyelse af spor mellem Ringsted og Nykøbing Falster er dog tildelt en østrigsk entreprenør.
Ministeren henviser videre til ’Copenhagen Economics’, der har opgjort beskæftigelseseffekten af det kommende anlægsarbejde på tunnelen under Femern Bælt til i alt 87.000 årsværk, heraf 72.000 årsværk i Danmark - 19.000 årsværk for den direkte beskæftigelse hos hovedentreprenørerne, 25.000 årsværk relateret til den indirekte beskæftigelse hos samtlige underleverandører i Danmark, og 28.000 årsværk relateret til den afledte beskæftigelse, der følger af forbruget fra de direkte og indirekte beskæftigede.
Nakskov får ikke støbeplads
Endelig forventer Vejdirektoratet en beskæftigelse på ca. 2.200 årsværk ved anlæg af den nye Storstrømsbro og nedrivning af den gamle bro.
Ifølge Anlægsloven forventes projektet direkte at medføre ca. 300 arbejdspladser i området i en længere periode og få positive effekter for lokale underleverandører samt butikker, hoteller, restauranter mv., der vil få ekstra omsætning fra de ekstra arbejdspladser.
For at begrænse de tidsmæssige risici for anlægsprojektet stillede Vejdirektoratet nogle arealer til rådighed ved Nakskov, men entreprenørkonsortierne blev stillet frit, om de ville benytte et areal på Nakskov Havn, et areal på Masnedø eller et helt tredje areal.
Godkendt til formålet
- Det afgørende var, at det areal, entreprenøren ønskede at benytte, er godkendt til formålet, inden det tages i brug. Det italienske entreprenørkonsortium vil etablere en større arbejds- og produktionsplads på Masnedø. Her vil både fundamenter samt broens under- og overbygning blive præfabrikeret som færdige elementer, der sejles ud til brostedet og monteres. Pylon og pylonfundament samt enkelte brofag nærmest kysten på både Falster og Masnedø vil blive
konstrueret direkte på stedet, forklarede ministeren.
Fagbevægelsen får adgang
En af tilbudsgiverne havde ifølge Ole Birk Olesen planlagt at producere både broens
fundamenter, underbygning og overbygning på en produktionsplads i Polen:
- Jeg synes, at vi skal glæde os over, at det vindende entreprenørkonsortium vil producere broens elementer lokalt og tæt på, hvor den nye bro skal opføres, sagde ministeren ved samrådet.
Han understreger dog også, at der ikke kan stilles krav om, at der skal benyttes dansk arbejdskraft, herunder lokal arbejdskraft, idet et sådant krav ville være i strid med EU-reglerne.
Der er dog i kontrakten krav om, at entreprenøren skal sikre praktikpladser svarende til 60 årsværk.
Fagbevægelsen får i øvrigt på Storstrømsbroprojektet – i lighed med andre projekter – adgang til byggepladsen i samarbejde med Vejdirektoratet, der under udbudsprocessen har informeret de bydende konsortier om den danske model samt dens betydning for det danske arbejdsmarked.