Indsatsen for at elektrificere transporten skal øgesVedvarende energis andel af energi til transport (2018). Kilde: Danmarks Statistik.

Indsatsen for at elektrificere transporten skal øges

Danmark er langtfra forrest i EU-feltet, når det gælder om at gøre en af de helt store miljøsyndere, den indenlandske transport, grønnere, viser tal fra Danmarks Statistik

Vedvarende energi udgør kun 6,6 % af energiforbruget i den indenlandske transport i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed ligger vi i den tunge ende, når det gælder den andel af transportsektorens energiforbrug, der kommer fra vedvarende energikilder, og betydeligt under niveauet i de øvrige skandinaviske lande – 29,7 % i Sverige og 20 % i Norge i 2018. EU-gennemsnittet er på 8,3 %.

- Det viser bare, at der er et udpræget behov for at sætte yderligere fart i ikke mindst elektrificeringen af både den private og offentlige transport til lands og til vands. Et godt sted at starte kunne være sammensætningen af en national strategi for opsætningen af ladestandere til elbiler, som – sammen med en fortsat reduktion af afgiftsniveauet for elbiler – kunne være med til at sætte skub i danskernes lyst til at udskifte deres benzin- og dieselbiler med grønnere alternativer, siger Simon O. Rasmussen, der er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, som repræsenterer ca. 4100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Tallene fra Danmarks Statistik viser bl.a. også, at der er flere årsager til, at man i Sverige og Norge ligger så meget højere på den grønne transportskala end i Danmark. Eksempelvis har man i Norge elektrificeret jernbanenettet, mens man i begge vores nabolande også i langt højere grad end herhjemme bruger biobrændsel til transporten.

- Det understreger bare, at der er brug for en bred indsats for at sætte gang i en lignende udvikling herhjemme. Og vi håber stadig, at regeringen under de igangværende finanslovsforhandlinger også fokuserer på transportsektoren, siger Simon O. Rasmussen.

-kj

22/10 2020