Industriområder forvandles til attraktive boligkvarterer
Flere og flere triste industriområder med tomme bygninger vil genopstå som moderne boligkvarterer, forudser EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Rundt omkring i landet står tomme industriejendomme tilbage – usælgelige og svære at genudleje. Men de triste industriområder kan med kommunal planlægning og hjælp fra developere forvandles til moderne boligkvarterer. Der er store gevinster at hente – for ejerne, udviklerne og samfundet.- Lige nu ser vi, hvordan der er gang i en bølge, hvor kontorer forvandles til boliger, især i landets største byer. Men vi kan allerede nu se, at den næste store bølge bliver fra industri til boliger. Det er i gang rundt omkring, siger projektchef Peter Holten-Jensen fra EDC Projekt Poul Erik Bech.
Store byer går forrest
Poul Erik Bech peger på, at tidligere industriområder netop nu genopstår som attraktive boligområder mange steder i Hovedstadsområdet samt bl.a. i Køge, Roskilde, Odense, Viborg, Aarhus og Aalborg.
I København er der gang i forvandlingen af de tidligere havneområder – bl.a. Islands Brygge, Sydhavnen og Nordhavn – og der er store udviklingsmuligheder på Københavns vestegn.
Overborgmester bakker op
I København bakker overborgmester Frank Jensen op om idéen, som trækker i den rigtige retning.
- Vi har en kæmpe udfordring i at få skaffet boliger til de 100.000 nye indbyggere, vi får i København frem mod 2025. Vi har et behov for omkring 45.000 nye boliger, og konvertering af tidligere erhvervsejendomme er et af midlerne til at få flere boliger, siger Frank Jensen.
- Vi har mange gode eksempler på, at vores byudvikling af tidligere havne- og industriområder er blevet til nogle af de mest attraktive boligområder i byen, som f.eks. Nordhavn, Sydhavn og Islands Brygge. Men det er noget, vi ser mange steder, bl.a. ved Carlsberg og ved DSB’s tidligere hovedsæde. Det er en udvikling, vi gerne vil støtte, men vi har samtidig fokus på, at København stadig er en stor erhvervsby, som fortsat skal være hjemsted for en lang række virksomheder. Det er vigtigt for Københavns udvikling, at der er balance mellem boliger og erhverv. Særligt i Indre By har vi løbende fokus på, at området fortsat skal være et attraktivt erhvervsområde.
MTH ser store muligheder
Hos en af landets førende bygge- og anlægsvirksomheder, MT Højgaard, har man ligeledes store forventninger til markedet, når det gælder konvertering fra industri til boliger. De senere år har man især fokuseret på renovering af lejlighedskomplekser og kontorbygninger i MT Højgaard.
- Men vi vurderer, at der også er et betydeligt potentiale inden for renovering af industribyggeri, idet boliger er mere værdifulde end industri, i byområder, hvor der er stor efterspørgsel på attraktive boliger - som f.eks. i hovedstadsområdet, siger sektionsdirektør Tom Holm Pedersen fra MT Højgaard.
- Hertil kommer, at det ofte er muligt at genanvende op til 60-70 pct. af de oprindelige materialer fra de eksisterende bygninger. Det giver store miljømæssige og økonomiske gevinster, idet man sparer nedbrydningen af den eksisterende bygning samt fremstillingen af nye materialer og opbygningen af nye bygninger. Man kan så at sige nøjes med at udskifte 30–40 pct. af bygningen. Et passiv bliver til et aktiv og bygningen bidrager samtidig til et kvarterløft, forklarer direktøren.
Erfaringer fra Nørrebro
MT Højgaard har bl.a. stået for ombygningen af den tidligere OSRAM-bygning på Nørrebro fra en fabrik, der fremstillede lyskilder, til et populært og meget brugt moderne medborgerhus i højeste standard.
Den renoverede bygning har et fantastisk indeklima med gode dagslysforhold og et lavt energiforbrug. Dette projekt er udført af et af MT Højgaards selskaber, Enemærke og Pedersen, og huset har siden dannet ramme om mange spændende koncerter og konferencer.
Sådan øger du værdien
De mange tomme industriejendomme er dels resultatet af udflagningen af industriarbejdspladser til udlandet, dels konsekvensen af at mange industribygninger er forældede.
- Forudsætningerne er i orden. Boligmarkedet boomer i de større danske byer, og det betyder, at der kan være et stort potentiale gemt i en tom industriejendom. Her er der mulighed for at udvikle billige boliger, til gavn for ejer, developer og kommune, påpeger projektchef Peter Holten-Jensen.
- Man skal dog gøre sig klart, at det ikke kan gennemføres på kort sigt. Det kræver en helhedsplan for området, og som regel vil man konvertere flere ejendomme i sammenhæng, så man skaber en ny bydel med boliger og erhverv. Den første del af processen består af indledende møder med kommunen, arkitekt, landinspektør m.m., hvorefter selve lokalplansarbejdet kan igangsættes. Hele processen tager typisk fra to til fem år.
Hos EDC Projekt Poul Erik Bech er man parat med ekspertise og rådgivning, hvis der skulle sidde en ejendomsinvestor med en industriejendom, der har potentiale til at blive udviklet til boliger.
-jhn