Investeringer i infrastruktur med slagsideDanske Anlægsentreprenørers formand Jesper Arkil

Investeringer i infrastruktur med slagside

Formanden for Danske Anlægsentreprenører efterlyser, at politikerne beslutter en infrastrukturplanlægning for årtier i stedet for fra år til år (VIDEO)

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det var ikke just velkomment, da transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen ved Danske Anlægsentreprenørers Anlægsdag slog fast, at der ikke de tre næste år er penge til at investere i nye infrastrukturprojekter i Danmark.

Først fra 2021-2015 kan der investeres, men kun hvis regeringens 2025 plan vedtages. I så tilfælde skulle der være 22 milliarder kroner.
Formanden for Danske Anlægsentreprenører, Jesper Arkil, sagde i en pause under Anlægsdagen til BygTek, at ’vejinfrastrukturen hænger’, og han fortsatte:

- Vi har fået en slagside, som betyder, at vejområdet er blevet nedprioriteret. Omstillingen til så store ændringer er vanskelig for både bygherren, entreprenørerne og rådgiverne. Det rammer hele sektoren, siger Jesper Arkil.

Langsigtet plan
Han var dog glad for meldinger fra ministeren om, at regeringen ser det som væsentligt, at der kommer en langsigtet plan for den danske infrastruktur:

- Det er positivt, og det har vi i Danske Anlægsentreprenører talt for i flere år. Vi håber så, at det ’kommer før end siden’, siger Jesper Arkil videre.

Med hensyn til finansieringen af infrastrukturen henviste ministeren til statskassen og budgetrammer, men Jesper Arkil opfordrer til at undersøge, om det er muligt at skaffe pengene på anden vis:

- Vi har peget på forskellige finansieringsformer via private midler, som måske kan bruges. Det kan imødekommes, hvis man kommer ud i bedre tid med planlægning over årtier frem for fra år til år. Så løber man ikke ind i, at man lige pludselig løber tør for penge. En langsigtet planlægning er langt bedre, end der pludselig kommer et boom, slutter Danske Anlægsentreprenørers formand.

28/9 2017