Invitation til åbent 3D printet hus

Invitation til åbent 3D printet hus

3D Printhuset fremviser produktionsteknik og færdigt hus mandag den 11. september kl. 11 på Kattegatvej 2 i Kbh’s Nordhavn

Bygningen er et mindre kontorhotel, som er arkitekttegnet og udført i overensstemmelse med gældende danske lovkrav. Byggeriet er blevet til efter studier af mere end 35 3D printede byggerier opført rundt omkring i udlandet.

Det 3D printede hus er resultatet af et samarbejde med NCC, Force Institute og Gips Recycling under projektet, Partnerskab for 3D Printet Byggeri.

Ifølge Henrik Lund-Nielsen, adm. dir. i 3D Printhuset, vurderede partnerskabet i foråret, at et demonstrationsprojekt kunne bringe 3D printteknologien videre i Danmark. Projektet skal vise byggebranchen, at 3D printede betonkonstruktioner ikke blot er teknisk mulige at fremstille, men også kan opføres i overensstemmelse med normer og standarder for byggeri i Danmark.

Henrik Lund-Nielsen fremhæver, at formålet med The Bod, som huset kaldes, ikke er at promovere en bestemt teknologisk løsning, men at vise en anvendelse af 3D printteknologien til byggeri.

- Vi mødte betydelig skepsis overfor teknologien fra byggebranchen, der godt nok kunne se nogle af potentialerne ved 3D printet byggeri, men også havde svært ved at se, hvordan vi skulle kunne opnå en byggetilladelse. Vi har nu bevist, at det kan lade sig gøre, og vi håber, at The Bod, Building On Demand, bliver et projekt, der kan inspirere andre til at fortsætte med anvendelse af 3D print til byggeri. Vi er åbne for samarbejder i den retning.

Jakob Jørgensen, teknisk chef i 3D Printhuset fremhæver den formmæssige frihed.

- Med traditionelt byggeri er enhver organisk form med kurver en udfordring, teknisk såvel som økonomisk, da det kræver betydelig arbejdskraft. The Bod har ikke en eneste ret linje i designet, udover vinduer og døre. Med automatiseret 3D printning er organiske bygningsformer ingen begrænsning. Komplekse former kan opføres uden meromkostning.

Anvendelsen af 3D print teknologien medfører også betydelige miljømæssige fordele, mener udviklingschef i 3D Printhuset, Michael Holm.

- Med 3D printteknologien kan vi lave skræddersyede løsninger, hvor der ikke anvendes mere materiale end præcis det, der skal til for at fremstille den ønskede form. Hermed reduceres mængden af affald betydeligt. I tillæg er det lykkedes os i samarbejde med Force Institute at udvikle en sammensætning af den anvendte beton, så den for en stor del består af genbrugt tegl og sand. Det er ikke bare udtryk for recycling, men faktisk upcycling, idet affald genbruges til at lave helt nye værdifulde produkter.

Piloteringen er foretaget, basisfundamentet er lagt og et telt er sat op til at huse den 8 x 8 x 6 meter store 3D printer, der producerer randfundament og vægge i beton på stedet. Opførelsen af The Bod skrider hurtigt frem.

- eca

7/9 2017