København vil hylde sine bedste virksomheder- Prisen var en stor anerkendelse af den måde, vi har været med til at sætte Københavns byliv, bynatur og klimaindsats på verdenskortet, lyder det fra en af sidste års vindere tegnestuen SLA

København vil hylde sine bedste virksomheder

Nu kan københavnske virksomheder indstilles til Københavns Erhvervspris 2017. Prisen går til virksomheder, der går forrest i forhold til vækst, innovation, socialt ansvar og miljø

Københavns Kommune ønsker at hylde virksomheder, der gør en forskel for København. Derfor lancerede kommunen sidste år en ny erhvervspris, hvor vinderne blev innovationsvirksomheden Infuser, tegnestuen SLA og servicevirksomheden KHRS.

Nu skal prisen uddeles igen. Alle kan indstille en virksomhed til prisen, uanset om man er medarbejder, kunde, konkurrent – eller ejer. Blot der er en god grund til det.

- Med erhvervsprisen hylder vi hele Københavns erhvervsliv og sætter særligt fokus på de virksomheder, som skaber vækst, innovation og arbejdspladser. Deres indsats er med til styrke og udvikle København, og de fortjener derfor ekstra anerkendelse. Jeg opfordrer alle interesserede virksomheder til at indstille sig, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Vil styrke samarbejdet med virksomheder
Hvilket bakkes op af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):

- I København ønsker vi bæredygtig vækst. Derfor skal vi styrke samarbejdet med de virksomheder, der ligesom kommunen ønsker at udvise socialt ansvar og hensyn til miljø og klima. Jeg håber, at et bredt felt af virksomheder med visioner om en bæredygtig by igen i år vil vise interesse for erhvervsprisen.

Københavns Erhvervspris er et led i Københavns Kommunes arbejde for at gøre København til en endnu mere attraktiv erhvervsby.

Prisvindere får plads ved bordet
Vinderne får ud over prisen tilbudt en plads i Københavns Erhvervsråd for en etårig periode, hvor virksomhederne har mulighed for at inspirere de øvrige medlemmer i rådet, give kommunen gode råd med på vejen og medvirke til udviklingen af Københavns erhvervspolitik.

- Vi var rigtig glade for at modtage Københavns Erhvervspris 2016. Vi opfatter prisen som en stor anerkendelse af den måde, vi i SLA har været med til at sætte Københavns byliv, bynatur og klimaindsats på verdenskortet. Og så har det været spændende og meget givtigt at være en del af Københavns Erhvervsråd, hvor vi har fået mulighed for at bidrage til at gøre København til en endnu mere grøn, bæredygtig og attraktiv erhvervsby at arbejde med bæredygtige og holistiske løsninger i, siger Mette Skjold, partner og adm. direktør i SLA.

Dette års pris uddeles i juni 2017.

-Jhn

Fakta: Sådan indstiller du:

  • Virksomheder kan indstille sig selv eller andre på kk.dk/erhvervspris(klik ind nedenfor). Også branche-, interesse-, og erhvervsorganisationer samt privatpersoner kan indstille.
  • Konkrete indstillinger til prisen kan indsendes fra mandag den 27. februar til søndag d. 19. marts kl. 12.00.
  • De nominerede virksomheder offentliggøres i uge 19 på kk.dk og via sociale medier.
  • Årets pris uddeles på Københavns Erhvervstopmøde i Festsalen på Københavns Rådhus d. 7. juni 2017.

KRITERIER

Alle indstillede virksomheder bliver vurderet på evnen til at skabe vækst og arbejdspladser, og alle vindere skal desuden kunne dokumentere, at de gør en aktiv indsats for at mindske deres miljøpåvirkning og at de tager et socialt ansvar.

Virksomhederne kan indstille sig ift. tre kategorier:

- Virksomheder, der er særligt innovative.
- Virksomheder, der bidrager til at gøre København til en attraktiv by.
- Virksomheder, der tager et socialt ansvar eller bidrager til et bedre miljø.

Læs mere og indstil her: http://www.kk.dk/erhvervspris

 

 

28/2 2017