Københavns boligbyggeri sætter rekord- Byen vokser med ca. 10.000 nye indbyggere om året, derfor arbejder Københavns Kommune hele tiden for at sikre flere boliger , siger overborgmester Frank Jensen

Københavns boligbyggeri sætter rekord

I 2016 blev der færdiggjort 4.300 nye boliger i København, og det er det højeste, siden kommunen startede registreringen af nye boliger i 1990 og formodentligt det højeste siden Anden Verdenskrig

Boligbyggeriet har altid været afgørende for Københavns udvikling. Omkring år 1900 blev Københavns brokvarterer bygget og udvidede byen. I 1930’erne opførtes der nye byggerier omkring de gamle brokvarterer, så befolkningen kunne få lys og luft. Og fra midten af 00erne er der især blevet bygget i de nye byudviklingsområder, Ørestad, Sydhavn og Nordhavn – hvor knap halvdelen af de 4.300 nye boliger i 2016 også er opført.

- Det er fantastisk at boligbyggeriet igen blomstrer i København. Byen vokser med ca. 10.000 nye indbyggere om året, og der er et stort behov for nye boliger. Derfor arbejder Københavns Kommune hele tiden for at sikre flere boliger til københavnerne, siger overborgmester Frank Jensen (S)

2016 blev der investeret 48 milliarder i ejendomme
Københavns Kommune arbejder løbende på at skabe bedre rammer for byggeriet og gøre det attraktivt at investere i København og Københavns boligmarked – blandt andet har kommunen styrket sagsbehandlingen for byggesager, så man kan håndtere de mange ansøgninger om nybyggeri effektivt og smidigt. De senere år har der været stor vækst i de internationale investeringer i København. I 2016 blev der investeret 48 mia. kr. i det københavnske ejendomsmarked, hvoraf udenlandske investorer stod for næsten halvdelen. Investeringen er den største investering siden 00erne.

Forventer samme niveau i år
Det er samtidig kommunens politik, at hver femte bolig i byen skal være almen, så alle kan få råd til at bo i byen. Siden 2011 har kommunen sat over 1.4 mia. kr. af til 6.500 almene boliger – heraf er de første 1.405 boliger allerede taget i brug, og mange er på vej de kommende år. I alt skal der frem mod 2025 bygges op mod 8.200 nye almene boliger.

Københavns Kommune forventer, at boligudbygningen vil fortsætte i samme niveau i år.

- Jhn

23/2 2017