Aktuelle nyheder - Byggeri

Køge Kyst sætter underføringen i gangUnderføringen skal sammen med byrummene på Havnepladsen og Kulturtorvet skabe mere sammenhæng i byen. Visualisering: Schønherr.

Køge Kyst sætter underføringen i gang

Køge Kysts bestyrelse har nu besluttet en plan for den underføring under jernbanen, som skal binde Køges bymidte og havnen bedre sammen

Del artiklen på

En ny underføring mellem Kulturtorvet og Havnepladsen er den sidste af tre nye forbindelser på tværs af jernbanen i Køge. Nu er Køge Kyst klar med en plan for projektet, som i første omgang går ind i en fase med konkret planlægning og borgerdialog i det nye år, mens selve anlæggelsen forventes at gå i gang i 2022.

- Vi har fuld forståelse for, at mange har været utålmodige efter at få den sidste forbindelse på plads, det har vi også selv. Derfor er vi glade for nu at kunne melde en plan ud for, hvordan vi kommer videre. Vi starter det nye år med at blive helt skarpe på projektet sammen med Køge Kommune, og så inviterer vi også borgerne til en dialog, fortæller Køge Kysts bestyrelsesformand, Anker Boye.

I de kommende måneder samarbejder Køge Kyst og Køge Kommune om en fælles projektbeskrivelse for underføringen, hvor mange tekniske forhold og myndighedskrav skal på plads. I 2021 skal der også laves både lokalplan og VVM-redegørelse for projektet.

Borgernes ideer og ønsker skal med
Køge Kyst vil gerne have borgernes idéer med i planlægningen. Projektet forventes offentliggjort sidst på foråret som optakt til en dialogproces, hvor borgerne inviteres til at komme med ideer og ønsker til projektet og til de nye byrum.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med underføringen, som bliver et stort løft til Køge. Den bliver bundet meget fint sammen med omgivelserne og vil for alvor være med til at vende byens ansigt mod vandet, sådan som det hele tiden har været partnerskabets vision, siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg, der sammen med Køge Kommune står bag Køge Kyst-projektet.

Et kompliceret projekt
Det er et kompliceret anlægsprojekt, som varer nogle år. Selvom Køge Kyst går i gang med planlægningen nu, kan anlægget tidligst være færdigt i løbet af 2024. Tidsplanen afhænger af lokalplan og VVM, udbud, ledningsomlægninger og de arkæologiske undersøgelser.

Køge Kyst har i 2017 gennemført forberedende arbejder til underføringen. Her blev fundamenter og loft til den nye underføring under jernbanesporene anlagt. Da dette arbejde allerede er udført, kan selve anlægsprojektet gennemføres uden væsentlige forstyrrelser af togdriften. Der må imidlertid forventes væsentlige trafikomlægninger både på Østre Banevej og Ivar Huitfeldtsvej, da der skal bygges tilsvarende konstruktioner under begge veje, når anlægsprojektet går i gang.

Underføringen realiseres bl.a. i kraft af en filantropisk donation på 80 mio. kr. fra Realdania. Køge Kommune har givet en tilsvarende særbevilling til vejtunnelen nord for bymidten. Køge Kyst kan gå i gang nu, fordi der også er en afklaring af omkostningerne til forureningsoprensning på Søndre Havn og af planerne for salg af de resterende byggefelter. Desuden har Køge Kyst tilpasset organisationen, og Køge Kommune har overtaget en række drifts- og vedligeholdelsesopgaver i takt med, at byområderne bliver færdige.

Om underføringen
- Underføringen er en 60 meter lang og 15 meter bred tunnel til fodgængere og cyklister, som skal forbinde by og havn i Køge.
- Underføringen skal bygges, hvor den gamle havnekaj lå, inden jernbanen kom til Køge, og inden industrihavnen blev udviklet.
- Underføringen skal forbinde Havnepladsen og Kulturtorvet, så det samlede projekt bliver et nyt rekreativt byrum.
- Underføringen er den sidste af tre nye forbindelser, som forbinder Køge by med havnen. I 2016 kom vejtunnelen og i 2018 Stationsbroen.

-kj

Læs mere om Byggeri

25/11 2020
AfskærmningAlu stigerAmeringsnetBrancheforeningBrandsikring konstruktionBrandsikring lineær fugerBrandsikring lukningBrandsikring træBrandskalsikringBrandspjældBrandstigerByggerådgivningBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentrepriseIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentrepriseTotalrenoveringTrappestigerTræVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.