Kom til konference om en mere ressource-effektiv byggeplads
Netværket Re:Byg vil samle byggebranchen omkring registrering og effektivisering af ressourceforbrug i udførelsesfasen - for sammen at stå stærkt i forhold til kommende nationale og europæiske krav
Det anslås, at ressourcespildet i udførelsesfasen af byggeriet ligger på omkring 10 % af det samlede materialeforbrug. Som et initiativ i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri er det derfor naturligt nok et stort ønske, at der skal etableres nye vaner og måder at samarbejde på, så spild af materialer og energi på byggepladsen nedbringes.
For at kunne gøre det skal der først tilvejebringes et videngrundlag for årsager og mulige løsninger – og derfor afholder Re:Byg konference for alle i byggebranchen den 12. oktober 2022 på Aalborg Universitet i København. Det er gratis at deltage – og alle er velkomne, understreger arrangøren.
- Konferencen stiller skarpt på byggepladsen som led i byggeriets livscyklus. På konferencen kan man derfor høre førende eksperter og praktikere fortælle om de nyeste løsninger til en mere ressource-effektiv byggeplads med mindre energiforbrug, affald og transport, forklarer Kai Kanafani, forsker og ekspert i bl.a. LCA og bygningers klimapåvirkning på BUILD – Aalborg Universitet.
- Allerede den 1. januar 2023 introduceres de nye klimakrav i bygningsreglementet – som de fleste ved – som led i den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Udførelsesfasen er dog endnu ikke inkluderet i dette obligatoriske klimaregnskab, da der mangler en ensartet metode – og det er en mulig løsning på dette, vi vil arbejde os tættere på i netværket Re:Build, siger han.
Vær med: Videndeling er vejen frem
Videndeling om ressourceforbrug i udførelsesfasen på danske byggepladser skal være et bidrag til at nedbringe byggeriets klimapåvirkning. Her er Re:Byg som fælles platform for videndeling om bedre registrering, styring og optimering af ressourcestrømme på byggepladsen afgørende.
- Både i netværket og på konferencen får man mulighed for at gå i dialog omkring udvikling af ensartede standarder til opgørelse og klimaberegning af byggeprojekter. Branchestandarden kan være afsæt for kommende udvidelse af klimakravene i bygningsreglementet eller indgå i grønne certificeringsordninger, udbudskrav og CSR, og derfor er det fornuftigt at stå stærkt sammen, siger Kai Kanafani.
Re:Byg henvender sig især til entreprenører og andre aktører i udførelsesfasen indenfor affaldshåndtering, transport, byggepladsledelse og -teknologi.
- Alle i byggebranchen er mere end velkommen til at deltage og bidrage til, at vi fælles kan blive klogere og dermed stå stærkere, når de nye klimakrav implementeres, siger Kai Kanafani.
Tilmeld dig konferencen her.
-dc