Kommunal rævekage vil lukke moderne affaldsanlæg
Kommunernes Landsforening vil lukke et af de mest miljøvenlige og effektive forbrændingsanlæg i Danmark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Bestyrelsen for det store og moderne kraftvarmeværk i Roskilde ARGO har anmodet om foretræde for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Det skyldes, det af en indstilling fra Kommunernes Landsforening fremgår, at ARGO skal lukkes som led i aftalen ’Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’.
Aftalen betyder, at en række affaldsforbrændingsanlæg i Danmark skal lukkes – derunder ARGO i Roskilde, som et af landets nyeste anlæg, på listen.
- Beslutningsgrundlaget for KL’s indstilling er på en række områder mangelfuld og fejlbehæftet. Det resulterer i, at den nuværende sammenligning af affaldsforbrændingsanlæggene ikke er retvisende, og at indstillingen af, hvilke anlæg der bør lukkes, derfor modarbejder intentionerne i den politiske aftale, mener bestyrelsen for ARGO.
Mangler centrale oplysninger
Der peges på, at KL’s rapport og den bagvedliggende analyserapport på en lang række områder mangler centrale oplysninger og bygger på forudsætninger, som gør, at forslaget ikke lever op til forligets aftale om at lukke de mindst effektive og de mindst klima- og miljøvenlige anlæg.
'ARGO henviser blandt andet til, at det ikke bare er Danmarks tredjenyeste anlæg, men også et af de største:
- Den moderne teknologi og størrelsen gør, at ARGO i dag er nummer 2 ud af 6, når det gælder om at have Sjællands laveste takster for affaldshåndering. Og at ARGO tilsvarende er nummer 1 ud af 13, når det gælder om at have den laveste pris for fjernvarme i hovedstadsområdet. Det har ikke indgået i analysen, forklarer ARGO til Folketinget.
Kæmperegning efterlades til skatteborgerne
Samtidig foreslås ARGO lukket i 2026, hvor der stadig vil være en restgæld på cirka 930 millioner kroner, mens der i den politiske aftale kun er afsat 200 millioner kroner i alt til kompensation til ALLE lukkede anlæg i hele Danmark:
Restgældens størrelse er ikke medtaget i analysen, og det vil derfor være de ni kommuners skatteborgere, der skal bære tabet på de 930 millioner kroner.
Ifølge ARGO betyder beslutningen også, at de nuværende fjernvarmekunder får en ekstraregning på 1.200 – 1.300 kroner om året.
Det er i øvrigt heller ikke medtaget i KL-analysen, at ARGO er reguleret ud fra i alt 53 miljøparametre, mens analysen kun forholder sig til fem af de miljøparametre, som har betydning for et anlægs miljøpåvirkning:
- En forkert beslutning om lukning af bestemte anlæg vil få store samfundsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser. Det er vigtigt, at beslutningsgrundlaget og dermed den bagvedliggende analyse udbygges, så den er faktuelt korrekt, ensartet og inddrager de relevante parametre og forhold, der gør sig gældende for affaldsforbrændingsanlæggene, påpeger ARGO.
FAKTA
- ARGO håndterer affald for cirka 20.000 virksomheder og 420.000 borgere fra sjællandske kommuner Roskilde, Greve, Solrød, Køge, Stevns, Lejre, Holbæk, Odsherred og Kalundborg. - ARGO er leverandør af fjernvarme til VEKS, der leverer varme til 170.000 husstande på Vestegnen, i Roskilde, Greve, Solrød og Køge.
- ARGO har investeret markant i en række miljøtiltag som eksempelvis finsortering af slagge og genbrug af metal.
- Af ’Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’ fremgår det, at de mindst effektive anlæg skal nedlægges, mens ARGO er et af de nyeste og mest moderne affaldsanlæg i Danmark. Den nyeste af ARGOs to ovne blev taget i drift i 2013 og efter planen skulle der omdannes affald fra 420.000 personer på Sjælland til fjernvarme de næste 35 år.
- Af aftaleteksten forudsættes det i øvrigt, at det ikke vil blive dyrere for borgerne ved lukning af udvalgte anlæg.
- En lukning af ARGO vil ifølge VEKS have den miljømæssige konsekvens, at varmeproduktionen skal erstattes af varme baseret på træpiller, hvilket modarbejder det politiske ønske om at reducere anvendelsen af biomasse.