Kompleks og kreativ om- og tilbygning
Christianshavns Skole er igennem de seneste år og flere etaper blevet ombygget og renoveret
Det har været en stor udfordring for arkitekterne og ikke mindst for bygherre at gennemføre det omfattende projekt, mens dele af skolen fortsat har været fungerende. Dertil kommer, at Christianshavns Skoles eksisterende fire bygninger fremstod i en stærkt differentieret arkitektur spændende fra Phillip de Langes fredede hus i Prinsessegade 54, som er opført omkring 1760, over et par fine, bevaringsværdige bygninger til relativ anonymitet. I alt er der nybygget ca. 2700 m2, renoveret ca. 9300 m2 og omlagt udearealer på ca. 7100 m2. Skolen er ifm. byggeriet udvidet fra tre til fire spor.
Det har været arkitekternes overordnede ide, at byggerierne skulle rumme områdets historie samtidigt med, at de ville skabe en ny organisering af skolen, der forbedrer læringsvilkårene for eleverne og arbejdsmiljøet for de ansatte på skolen. Stedet har sin helt egen historiske ånd, og de gamle bygninger er i besiddelse af store arkitektoniske kvaliteter.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 5.
-kj