Kongetal fra blød landing til mørke i horisonten

Kongetal fra blød landing til mørke i horisonten

Den kvartalsvise byggebeskæftigelse for 1. kvartal 2020 fra Danmarks Statistik viser, at der var 180.700 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er ifølge cheføkonom Bo Sandberg i Dansk Byggeri en stigning på 1700 beskæftigede i forhold til 4. kvartal, men vel at mærke inden corona-virussen for alvor var slået igennem.

Den kvartalsvise byggebeskæftigelse kaldes blandt økonomer for ’byggeriets kongetal’, og resultatet for 1. kvartal af i år var på det højeste niveau i tolv år:

- Danmarks Statistiks tal stammer fra en tælling midt i kvartalet – altså midt i februar - og på det tidspunkt var der ikke mange, der havde taget nævneværdig notits af coronavirussen, der dengang var et lokalt fænomen i en kinesisk provins, siger Bo Sandberg

Lagt an til blød landing
Han slår fast, at der inden corona-krisen var lagt an til en blød landing i løbet af i år med et boligbyggeri, der havde nået toppen, og et anlægsmarked hvor der i de senere år er afsluttet flere store vej- og baneprojekter, end der påbegyndes:

- Men til gengæld med et renoveringsmarked i solid vækst. Man kan bestemt godt glæde sig over, at bygge- og anlægsbranchen nåede at runde 180.000 beskæftigede før coronakrisen satte ind. Men det er en fortælling, som unægtelig allerede nu føles som meget længe siden. Nu befinder dansk økonomi sig pludselig midt i en recession, der i sin dybde er værre end finanskrisen, og som byggeriet derfor heller ikke kan gå fri af. Det ventes dog, at den bliver mere kortvarig end finanskrisen, siger Dansk Byggeris cheføkonom.

Nybyggeriet boostede beskæftigelsen
Ifølge Danmarks Statistik, er det især nybyggeriet, der boostede beskæftigelsen i 1. kvartal, og det fortsat høje niveau i boligbyggeriet, kombineret med det igangværende arbejde på flere superhospitaler, betød, at der var 13 procent flere beskæftiget med nybyggeri i 1. kvartal 2020 end i tilsvarende kvartal året før.

Dansk Byggeri kommer i maj med en ny prognose for 2020 og 2021, hvor der er taget højde for den nye corona-situation.

Laveste i over ti år
Og det ser, når det gælder forbrugernes forventninger til fremtiden, sløjt ud. Nettotallet i den sammensatte forbrugertillidsindikator fra Danmarks Statistik blev i april opgjort til -11,9, og det er ifølge Bo Sandberg det laveste i over ti år – dog ikke så negativt som under finanskrisen.

- Forbrugerne har oftest ret, og med en verdensøkonomi i frit fald, og en dansk økonomi i recession trods ugentlige hjælpepakker, så var styrtdykket i forbrugertilliden uundgåeligt. Men det er faktisk positivt, at forbrugerne er mindre pessimistiske end under finanskrisen. Det tyder på, at man forventer, der er tale om et midlertidigt tilbageslag og at det økonomiske udgangspunkt er bedre end umiddelbart før finanskrisen, siger cheføkonomen.

Alt er forværret i april
Alle dele af forbrugerforventningerne er forværret i april. Men især familiernes bedømmelse af dansk økonomi både nu og om et år, er styrtdykket til et nettotal på henholdsvis -23 og -22. Til gengæld er husholdningernes bedømmelse af egen økonomiske situation her og nu ikke svækket så meget og er stadig i det positive territorium:

- Det må blandt andet tilskrives de resolutte hjælpepakker og de politiske signaler i den forbindelse, siger Bo Sandberg.

24/4 2020