Krav om ladestandere i EU-bygningsdirektivBendt Bendtsen mener, at der, trods kravet om ladestandere, er meget godt i Bygningsdirektivet

Krav om ladestandere i EU-bygningsdirektiv

EU-Parlamentsmedlem Bendt Bendtsen giver Dansk Erhverv ret i kritikken af kravet i det nye bygningsdirektiv om én ladestander for hver 10 parkeringspladser

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Et krav fra EU-Parlamentet om, at der i bygningsdirektivet indgår ladestandere til el-biler ved nye bygninger, får Dansk Erhverv til at advare om, at det ikke er en politisk opgave at stille krav om ladestandere, fordi man dermed foregriber den teknologiske udvikling og blander sig i markedet:

- Energiselskaber og butikscentre er allerede i gang med at etablere opladningsmuligheder, og vi ville have foretrukket, at man overlod opgaven til markedet, siger energipolitisk chef i Dansk Erhverv, Søren Büchmann Petersen.

Temmelig vidtgående
Dansk Erhverv er dog tilfreds med, at det er lykkedes at bløde EU-Kommissionens oprindelige forslag op.

- Kommissionens oprindelige forslag var temmelig vidtgående og ville have været meget byrdefuldt for virksomhederne. Dansk Erhverv mener, at man gennem den politiske beslutningsproces er nået frem til et fornuftigt kompromis, som virksomhederne trods alt kan leve med, siger Søren Büchmann Petersen.

Rammedirektiv

BygTek har forelagt kritikken fra Dansk Erhverv for det danske EU-Parlamentsmedlem Bendt Bendtsen, der har forhandlet netop Bygningsdirektivet, og han erkender, at ikke alt er, som han havde ønsket:

- Dansk Erhverv kan have ret i deres kritik, men det så meget værre ud i Kommissionens oprindelige forslag. Der er sket det, at man ved ’dybe renoveringer’ af boliger og erhvervsbygninger skal lægge kabler i rør. Og ved bygninger, der ikke rummer boliger, skal der i fremtiden være en ladestander for hver 10 parkeringspladser. Det må være op til elselskaberne, der skal levere strømmen til bilerne, at de er med til at finansiere det. Derefter bliver det i høj grad op til de enkelte medlemslande at beslutte, hvordan det skal udmøntes, idet der er tale om et rammedirektiv. Det fortæller, hvad man skal, men det betyder ikke, at de enkelte medlemslande ikke må gøre mere, siger Bendt Bendtsen til BygTek

17/4 2018