Langsomt fald i ledigheden er en god nyhed
Men i horisonten, er det en reel risiko for, at opsvinget løber tør for arbejdskraft både i byggeriet og andre brancher
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Danmarks Statistiks månedlige konjunkturbarometer for december viser et markant dyk i industriens konjunkturbarometer fra et nettotal på 0 til nu -5 i december.
For bygge og anlæg er der også tale om et fald fra et nettotal på +1 i november til -2 i december.
Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg mener, at tallene viser en ’mat og ængstelig stemning’ i erhvervslivet omkring årsskiftet, og at især industrien er præget af den internationale usikkerhed med handelskrig, svingende aktiekurser og Brexit-usikkerhed:
- Også i bygge- og anlægsbranchen er der udsigt til et mere broget 2019 end de foregående stabile fremgangsår. Især anlægsentreprenørerne, der arbejder med vej- og baneprojekter står foran et kraftigt dyk i nye opgaver og ordrer, siger Bo Sandberg.
Todelt marked i byggebranchen
Her og nu er der ifølge Dansk Byggeris cheføkonom som gennemsnit fornuftige og positive nøgletal for byggeriet, men gennemsnittet dækker over et todelt marked med stor travlhed for byggevirksomhederne, der arbejder med boligbyggeri, renovering og erhvervsbyggeri, mens anlægsvirksomhederne på vej- og baneområdet må kigge langt – eksempelvis til udlandet - efter opgaverne, siger cheføkonomen.
- Samlet set er der ved indgangen til 2019 et lille fald i tykkelsen på byggebranchens ordrebøger fra et højt niveau på i snit 5,9 måneders arbejde i juli, august og september, til nu 5,3 måneders arbejde, noterer Bo Sandberg.
Mindre flaskehalsudfordring
I december blev 25 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik begrænset i produktionen på grund af mangel på arbejdskraft. Der er således sket et klart fald i flaskehalsudfordringen i forhold til tidligere på året, hvor det tilsvarende tal fra juni til oktober svingede mellem 30 og 34 procent.
- Der er næppe tvivl om, at udfordringen med manglen på arbejdskraft er kommet for at blive og også vil være en markant udfordring for byggeriets virksomheder i 2019. Men det er vigtigt at have nuancerne med, blandt andet den væsentlige at anlægsbranchen står foran opgavedyk og fyringer, mens vi venter på en langsigtet infrastrukturplan, siger Bo Sandberg.
Risiko for at opsvinget løber tør for arbejdskraft
Ledighedstallene fra Danmarks Statistik viser et fald i bruttoledigheden 600 personer i november til 105.500 fuldtidspersoner. Dermed fastholdes ledighedsprocenten uændret på 3,9 procent.
- Selvom beskæftigelsen buldrer fremad, og måned for måned sætter nye rekorder, kryber ledigheden kun langsomt nedad. Det er faktisk en god nyhed. Det betyder nemlig, at der i længere tid fremover fortsat er ledige ressourcer i økonomien at tage af, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
- Ser vi et par år frem i horisonten, er det dog en reel risiko, at opsvinget løber tør for arbejdskraft både i byggeriet og andre brancher. Men de friske ledighedstal – de første danske af slagsen i 2019 – udskyder det tidspunkt, så selvom man måske skulle tro det modsatte, er den uændrede ledighedsprocent godt nyt, siger Bo Sandberg.
Malurt i bægeret
De laveste ledighedsprocenter findes i Nordsjælland med 3,0 procent, Østsjælland med 3,1 procent og Vestjylland med 3,1 procent:
- Eneste malurt i bægeret er, at der er en relativ høj ledighed på 7,5 procent for de 25-29 årige, siger cheføkonomen.