Løber med endnu to e-handelspriser Vinderholdet fra Brødrene Dahl. Yderst til venstre ses e-handels- og marketingdirektør Christian Agger. Foto: Andreas Bech/FDIH

Løber med endnu to e-handelspriser

Vvs-grossisten Brødrene Dahl vandt sin e-handelspris nummer fem og seks på samme aften

Endnu engang blev vvs-grossisten Brødrene Dahl kaldt på scenen i forbindelse med Foreningen for Dansk Internethandels (FDIH) kåring af de bedste e-handlere.

Virksomheden, der har vundet flere e-handelspriser, har været nomineret et hav af gange og vandt hovedprisen E-handelsprisen Guld i 2014, vandt i år hele to priser:

Én i kategorien for Bedste B2B e-handelsvirksomhed med omsætning over 100 mio. kr. og en for Bedste e-handelscase.

- Det er helt fantastisk. Vi har i alt vundet seks e-handelspriser nu, hvilket gør os til den mest vindende e-handelsvirksomhed i Danmark. Vi har arbejdet målrettet med det digitale og især brugen af data har fyldt meget, fordi vi kunne se, at en intelligent brug af data kunne skabe resultater og udvikle vores kunders oplevelser, siger e-handels- og marketingdirektør Christian Agger.

Rykker barren
Juryen sendte da også flotte ord efter Brødrene Dahl, da prisen blev afhentet på scenen:

’Brødrene Dahl er i konstant udvikling og rykker endnu en gang barren for, hvad e-handelsvirksomheder kan. Brødrene Dahl opsamler data i alle berøringsflader, og den viden bruges konstruktivt for både kunden og for Dahl selv. Virksomhedens modige og visionære arbejde med blandt andet data er en inspiration for konkurrenter og andre virksomheder, der vil skabe imponerende resultater og kundeoplevelser. Brødrene Dahl fortjener sejren i et skarpt felt’, lød det fra juryen.

Christian Agger, der siden sin ansættelse i 2012 har bragt e-handlen i virksomheden til nye højder, oplyste efter prisoverrækkelsen, at han har fået nyt job. 1. juni starter han som Head of Digital & Business Transformation i Satair.

-los


24/5 2017