LEDERPROFIL: Thomas Sørensen, CEO for Arpe KjeldsholmThomas Sørensen er uddannet bygningskonstruktør fra Odense Byggetekniske Højskole i 2000 og har en håndværksmæssig baggrund som uddannet tømrer. Foto: Thomas Sørensen.

LEDERPROFIL: Thomas Sørensen, CEO for Arpe Kjeldsholm

Ledelsen sidder ikke kun på kontoret – vi er med på byggepladserne, fremhæver Thomas Sørensen, adm. dir., entreprenørvirksomheden Arpe Kjeldsholm

Fem essentielle spørgsmål til en leder, der har markeret sig – denne gang Thomas Sørensen, CEO for entreprenørvirksomheden Arpe Kjeldsholm

Kim Sejr, journalist

1.Hvad ser du som de største udfordringer for din virksomhed tre år frem i tiden?

- Vi er et godt sted med Arpe Kjeldsholm, og vi vil fortsætte med at udvikle og professionalisere forretningen de næste år i en konstant stræben efter at være den foretrukne samarbejdspartner for den professionelle bygherre.

Klimakravene strammes, hvilket jeg ikke ser som en udfordring, da vi også her står rigtig godt og kan være med til at sikre indarbejdelse og udførelse af kravene i projekterne.

I forhold til markedet, er det selvfølgelig væsentligt, at der fortsættes med at bygge, og det tror vi på, også når det gælder de større komplekse projekter. Specielt her gør vi en forskel når vi inddrages tidlig, så projektet kan få gavn af vores kompetencer, fra allerede udførte projekter.

2.Hvilke ambitioner har du for din virksomhed?

- Vores medarbejdere er det absolut vigtigste for Arpe Kjeldsholm, og derfor drejer ambitionerne sig også om mennesker.

Vi har bygget virksomheden op med en meget flad organisation. Direktionen er en stor del af projekterne - vi er selv ude på pladsen, vi sidder ikke bare på hovedkontoret. Vi er ude på byggesagerne, så vi altid er tilgængelige for vores medarbejdere og samarbejdspartnere - det skaber fremdrift på projekterne hver dag.

Vi skal ikke vokse til en stor koncern, vi skal have de gode projekter med de gode og professionelle bygherre og samarbejdspartnere. Vi er ikke drevet af en vækststrategi, vi er drevet af spændende projekter, høj faglighed, kvalitet og et fornuftigt samarbejde for alle de involverede partnere.

3.Hvad ser du som de største ledelsesmæssige udfordringer?

- Vi er i dag knap 30 % flere medarbejdere end for tre-fire år siden.

Ledelsen gør en stor indsats for at inddrage medarbejderne i forretningen og udviklingen. Med flere medarbejdere er det klart, at vi som ledelse skal løbe stærkere for at nå ud til alle.

Sammenhængskraften er afgørende, især når vi har lokationer som Aarhus, hvor vi skal opføre det prestigefyldte projekt Hængslet. Vi kan ikke være der hver dag, og vi drøfter løbende, i direktionen, hvordan vi bedst prioritere vores tid på lokationerne.

4. Hvordan vil du selv bedst beskrive din ledelsesstil?

- Min ledelsesstil er tilstedeværende, deltagende og synlig.

Ledelsen i Arpe Kjeldsholm har altid været med på byggepladserne, og på den måde viser vi, at alle projekter har stor betydning, og at vi er ikke blege for at give en hånd med, hvis projektet kræver det.

Det giver netop den familieånd, som vi har i Arpe Kjeldsholm, ved ikke at være en kæmpe organisation med mange ledelseslag. Vi har skabt den virksomhed, som vi selv er stolte af at arbejde i, og det kan vi se, vores medarbejdere også er glade for

5.Hvilke værdier, mener du selv, skal beskrive din virksomhed?

- Professionel, solid, ordentlig og i øjenhøjde er nogle af de vigtigste værdier i Arpe Kjeldsholm.

Ledelsen tager ansvar, bakker op hele vejen rundt og går altid forrest og binder tingene sammen. Vi viser tillid til vores medarbejdere og samarbejdspartnere og opfordrer til, at alle hjælper hinanden, så vi når godt i mål sammen. Vi skal være gode rollemodeller, og det begynder altid med ledelsen.

"Vi skal være gode rollemodeller og det begynder altid med ledelsen"

 

Åben imødegåelse af chikane

Arpe Kjeldsholm har i en periode været udsat for bagtalelse og bevidst miskreditering. I et sådant omfang, at sagen nu er meldt til politiet.

Virksomhedens administrerende direktør, Thomas Sørensen, valgte i midten af maj at gå ud til offentligheden for at imødegå chikanen og skadelig rygtedannelse.

- Vi bliver nu også nødt til at fortælle åbent om det for at forebygge rygtedannelse og mistro, skrev direktøren på sin LinkedIn-profil.

Chikanen er ifølge Thomas Sørensen blandt andet kommet til udtryk ved, at Arpe Kjeldsholms kunder er blevet præsenteret for print eller screenshots af mails og sms’er, som tilsyneladende dokumenterer ulovlig og uetisk forretningsmæssig adfærd fra ledende medarbejderes side.

- Den påståede dokumentation er beviseligt forfalsket, men fremstillet så dygtigt, at det er næsten umuligt for udenforstående at fastslå, fortæller Thomas Sørensen.

kis@odsgard.dk

 

(Har du forslag til en leder i byggebranchen, som du mener har markeret sig markant og som vi bør lave en profil på, så skriv til redaktionen: kis@odsgard.dk)

 

 

 

 

 

12/6 2025