Ålleren vokser og vokser - kommunen smider millioner i hurtigere sagsbehandling

Ålleren vokser og vokser - kommunen smider millioner i hurtigere sagsbehandling

Frem til 2028 har Aalborg Kommune øremærket 55 millioner kroner til flere ansatte, der skal nedbringe sagsbehandlingen på byggeprojekter, der skyder op i hele kommunen

Der er meget stor aktivitet på byggeområdet i Aalborg, og det afspejler sig i antallet af byggesager, der lander på bordet hos kommunens afdeling, By og Land, der modtog 6215 byggesager i 2024 og 6212 året før.

Det betyder, at der er et voldsomt tryk på sagsbehandlerne i By og Land, og derfor har kommunen givet en tillægsbevilling på 10 mio. kroner i 2025 og 15 mio. kroner i 2026, hvoraf der tildeles 5 mio. årligt til selve byggesagsbehandling.

Midlerne skal bl.a.at styrke servicen til erhvervslivet, som efterspørger hurtigere sagsbehandlingstid. Bevillingen skal blandt andet også gå til at styrke koordineringen af større projekter og til at håndtere afledte konsekvenser af ny lovgivning.

Hos forvaltningsgren Myndighed og Service kommer der nu flere ansatte, og det er en prioritet at få anvendt ressourcerne bedst muligt og efter de intentioner, som de er blevet givet efter.

Samtidig arbejdes der videre på den kurs, der er lagt for at leve op til forventningerne om en korrekt og professionel myndighedsbehandling, der er så fokuseret som muligt inden for de rammer, der er stillet i lovgivningen.

- I Byggeri har vi det seneste halve år arbejdet hårdt på at professionalisere driften og rollen som myndighed. Det har været nødvendigt af flere årsager.

- Det skal gøre os helt skarpe på rollen og opgaverne i myndighedsbehandlingen, og hvor grænserne går dels for forsvarlig saglig forvaltning, dels for at identificere politiske handlerum. Dermed sikrer vi også den mest hensigtsmæssige anvendelse af ressourcerne, siger myndighedschef Mette Hesthaven.

Hun peger på, at myndighedsbehandlingen i vid udstrækning er lovbunden, men at det med respekt for dette er muligt at foretage tilpasninger af driften til den ressourcemæssige ramme. 

Hos By og Land er der inden for rammerne af den nuværende bevilling siden efteråret arbejdet med at anvende ressourcerne mere effektivt på den egentlige sagsbehandling af byggesagerne for at nedbringe sagsbehandlingstiderne.

Det har medvirket til, at der er afsluttet 400 flere sager end sidste år, men samtidig har det blandt andet også givet en oplevelse af mindre mulighed for dialog med byggesagsbehandlerne, hvilket er uhensigtsmæssigt for ansøgere, som gerne vil i gang med deres byggeprojekt.

Samlet set har budgetforligskredsen drøftet at tilføre området 55 mio. kroner i perioden 2025-2028. Finansiering for 2027-2028 skal drøftes i forbindelse med budgetforhandlingerne. Den endelige godkendelse af tillægsbevillingen sker forventeligt i byrådet den 10. marts 2025.

-dc

17/2 2025