Lovforslag lægger gift for offentligt byggeriErhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius (Foto:Ricky John Molloy)

Lovforslag lægger gift for offentligt byggeri

I forbindelse med åbningen af Folketinget har regeringen offentliggjort et katalog over hvilke lovforslag, man forventer at fremsætte i den kommende folketingssamling

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Blandt disse er en ændring af Byggeloven og ophævelse af 'Lov om offentlig byggevirksomhed'.

Lovforslaget har ifølge transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til formål at lade de relevante bestemmelser i ’Lov om offentlig byggevirksomhed’ indarbejde i Byggeloven:

- Der gives mulighed for fremadrettet at fastsætte krav til offentlige bygherrer med henblik på at sikre effektivitet og produktivitet i det offentlige byggeri - som for eksempel anvendelse af digitale teknologier i projektering og udførelse, skriver ministeren blandt andet.

Dertil kommer en hjemmel til, at visse standarder på byggeområdet undtages fra kundgørelse i Lovtidende samt hjemmel til at straffe for manglende overholdelse af byggevareforordningen.

Sidst, men ikke mindst bliver det muligt for en kommunalbestyrelse at henlægge nærmere afgrænsede afgørelseskompetencer vedrørende brandsikkerhed til de lokale redningsberedskaber.

Skaber bekymring
Lovforslaget skaber imidlertid bekymring i Dansk Byggeri, hvor erhvervspolitisk direktør Torben Liborius siger til BygTek, at regeringen med lovforslaget ophæver reglen om, at alle bygherrer i det offentlige har pligt til at anvende AB-systemet:

- Konsekvensen vil være, at kontraktgrundlaget for hvert eneste statsligt byggeri skal startes fra bunden hver gang. Det betyder stigende transaktionsomkostninger og langt større udgifter til risikoafdækning. Der vil altså ikke længere være en fast ramme, man plejer at arbejde inden for. Får den enkelte bygherre en fiks idé, skal de udførende sikre en risikoafdækning, forklarer Torben Liborius.

Flere ting kan forenkles
Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør har forståelse for ønsket om en regelforenkling, og han mener, at der er flere ting i ’Lov om offentlig byggevirksomhed’, der kan forenkles:

- Det har vi klart tilkendegivet, at vi vil indgå i en drøftelse om. Men helt at afskaffe loven er efter Dansk Byggeris mening en klar fejl. Det vil med sikkerhed give både dyrere og mere besværligt byggeri. Vi håber, at vi sammen med Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Danske Arkitektvirksomheder, Tekniq og Håndværksrådet kan få regeringen til at forstå, at det vil være meget uhensigtsmæssigt at afskaffe loven. Det er gift for hele det offentlige byggeri, siger Torben Liborius.

Skyder helt galt
Lovforslaget indebærer også, at ’pris- og tid’ cirkulæret afskaffes, den ramme der eksisterer for justering af priserne under et forløb:

- Hvis man skal bygge noget, der måske på aftaletidspunktet koster to milliarder kroner, men tager et par år at bygge, er det rart at kunne tilpasse priserne undervejs i forhold til eksempelvis indekset. Forlanger bygherren en fast pris fra starten, og den udførende ved, at arbejdet først skal leveres færdigt om to år, vil man i kontrakten enten skulle inkorporere nogle ret firkantede reguleringsklausuler, som skal forhandles for hver gang, eller også ser man byggerier, hvor priserne skyder helt galt fra begyndelsen, slutte Torben Liborius

4/10 2017