Lukning af affaldsanlæg sender 35.000 ekstra lastbiler mod København
Formanden for ARGO’s bestyrelse kalder planerne om at lukke det forholdsvis nye affaldsanlæg og kraftvarmeværk for ”vanvittig og udtryk for manglende realitetssans”
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Som nævnt i BygTek i sidste uge har Kommunernes Landsforening besluttet, at ARGO i Roskilde, der er et af de mest miljøvenlige og effektive forbrændingsanlæg i Danmark, skal lukke.
Det sker som led i regeringens ’Klimaplan for grøn affaldssektor og cirkulær økonomi’, som fører til lukning af en række affaldsforbrændingsanlæg i Danmark.
Ideen var at lukke de mindst effektive, mindst miljøvenlige og mest CO2-forurenende affaldsanlæg, men i stedet har KL tydeligvis taget helt andre hensyn, der mere ligner en kommunalpolitisk rævekage end en rationel beslutning.
Vanvittig beslutning
Ikke alene efterlader lukning af ARGO, der kun er 13 år gammel, en kæmpe regning til skatteborgerne i form af en restgæld på næsten én milliard kroner. men det fører ifølge Solrød Kommunes borgmester, Niels Hörup, der også er formand for bestyrelsen i ARGO, til, at der sendes 35.000 ekstra lastbiler årligt til affaldsanlæg i København og omegn.
- Det er helt enkelt en vanvittig beslutning, der er truffet i KL, når det af klimaaftalen klart fremgår, at beslutningen om hvilke affaldsanlæg, der skal fortsætte, skal træffes ud fra den klima, miljø og økonomisk bedste løsning, og her er ARGO i top på alle parametre, siger han til BygTek:
- En lukning af ARGO betyder, at der årligt sendes 35.000 ekstra lastbiler med affald ind mod København, og at Avedøreværket årligt skal afbrænde cirka 500.000 ekstra biomasse, som eksempelvis træpiller, for at kunne klare den nødvendige fjernvarmeforsyning, forklarer formanden for ARGO.
Manglende realitetssans
ARGO har ifølge reglerne om aktindsigt bedt KL om at måtte se analysen og dens konklusioner, men det nægtes med henvisning til, at den indeholder forretningsmæssige oplysninger, der kan skade konkurrencen:
- Vi står med et top moderne anlæg, som jeg for kun 13 år siden åbnede sammen med kronprinsen. Det er et anlæg til 1,3 milliarder kroner, og det er et udtryk for manglende realitetssans, at man nu vil lukke det så kort tid efter åbningen. Dertil kommer, at ARGO er blandt landets allerbedst egnede med hensyn til skabe muligheder at gøre brug af fremtidige teknologier som CO2-fangst, siger Niels Hörup.