Malermestrenes ønsker til en kommende ny regering
Arbejdsgiverorganisationen Danske Malermestre har flere konkrete ønsker, der kan forbedre vilkårene for håndværks- og byggevirksomheder
Med folketingsvalget d. 18. juni er der udsigt til en ny regering og dermed en ny erhvervspolitik. På trods af, at det i mange år har været skiftende regeringers målsætning at mindske de administrative byrder, er det ikke malermestrenes opfattelse, at dette er sket, tværtimod.
En medvirkende årsag er den øgede grad af digitalisering og selvbetjening, som det offentlige har påtvunget virksomhederne. Mindre virksomheder er ikke daglige brugere af disse systemer, og de skal derfor starte forfra hver gang. Det bliver heller ikke lettere af, at offentlige hjemmesider jævnligt får nyt design og skifter hjemmesideadresse.
- Det er forståeligt, at det offentlige ønsker at opnå de besparelser, der følger af digitaliseringen, men vi ønsker som det mindste, at disse initiativer følges op af velfungerende hotline-funktioner, hvor man ikke skal vente i timevis for at få hjælp, lyder det fra Danske Malermestre.
Tilbudsloven til tjek
Der er også behov for at tilbudsloven igen tager hensyn til de bydende. I gennem en årrække er stort set al beskyttelse af de bydende blevet fjernet af hensyn til konkurrencen, hvilket har medført, at malermestre og andre byggevirksomheder på det nærmeste mishandles af hovedentreprenører og projekterende.
De udførende byggevirksomheder bruger i dag enorme ressourcer på at udregne tilbud og ingen kan vide sig sikre på at have fået en opgave, før man rent faktisk skal i gang. Heller ikke selvom man har været den billigste i den oprindelige licitation.
Boligjobordning retur
- Vi ønsker naturligvis også Boligjobordningen genindført. Ordningen har skabt massevis af arbejdspladser i de mindste byggevirksomheder og har reduceret det sorte arbejde betydeligt. Dermed har den også været grobund for oprettelsen af nye elevpladser.
- Endelig ønsker vi også, at der genindføres en præmie til de virksomheder, der tager elever. Byrden er i dag alt for ulige fordelt, og vi er i byggeriet stor nettoleverandør af faglært personale til andre erhverv, herunder industrien, skriver Danske Malermestre på sin ønskeseddel.
-cmn