Mange jobannoncer og ubesatte stillinger - også i byggerietNår ledigheden går ned, og antallet af ledige stillinger går op, er det gode tegn for arbejdsmarkedet, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy

Mange jobannoncer og ubesatte stillinger - også i byggeriet

Ledige stillinger udgør 4 % af beskæftigelsen i virksomhedssegmentet med 1-9 ansatte - fremgangen i byggeriet har nu også ramt de små virksomheder, konstaterer Dansk Byggeri

- Det danske arbejdsmarked befinder sig i en god grundform, og som et naturligt resultat er der mange jobannoncer og ubesatte stillinger, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Korrigeret for sæsonudsving var der ifølge Danmarks Statistik 32.600 ledige stillinger på det private arbejdsmarked i 3. kvartal 2017. Det er cirka 2900 flere end i 3. kvartal 2016.

- Der har aldrig i denne statistiks korte levetid været så mange ledige stillinger på det private arbejdsmarked. De ledige stillinger udgør 2 % af den samlede beskæftigelse, siger cheføkonomen.

Opsving i alle landsdele
De nye tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at opsvinget har nået de fleste landsdele. I alle landsdele udgør de ledige stillinger nu mindst 1,5 % af beskæftigelsen. Der er dog fortsat flest jobåbninger i Region Hovedstaden med 2,1 %.

- Når der er fremgang i samfundsøkonomien, er der høj jobomsætning og mange jobopslag. Derfor ser man typisk i opgangsperioderne, at ledigheden og antal ledige stillinger bevæger sig i hver sin retning. Ledigheden går ned, og antal ledige stillinger går op, siger Bo Sandberg.

Andelen af ledige stillinger på arbejdsmarkedet opgøres som antallet af ledige stillinger i forhold til summen af ledige og besatte stillinger. Statistikken er ifølge Dansk Byggeri ikke helt dækkende, fordi alle de jobskift, der sker uden egentlige stillingsopslag, ikke opfanges i statistikken. Derfor bør man ikke lægge så meget i de absolutte tal, men mere hæfte sig ved retningen, det vil sige om det går op eller ned.

Bygge og anlæg helt i top
Som følge af fire års opsving i byggeriet, ligger bygge og anlæg nu - sammen med information/kommunikation - helt i top med jobåbninger svarende til 2,9 % af branchens beskæftigelse i 3. kvartal 2017.

- Det er især i de små bygge- og anlægsvirksomheder, der i øjeblikket er mange vakante job. De ledige stillinger udgør 4 % af beskæftigelsen i virksomhedssegmentet med 1-9 ansatte, siger Bo Sandberg og tilføjer:

- De mange ledige stillinger dokumenterer på den ene side, at fremgangen i byggeriet nu også har ramt de små virksomheder. Men på den anden side illustrerer det også, at der i de mindste virksomheder blandt andet i Midtjylland og på Sjælland er begyndende vanskeligheder med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og at jobopslagene derfor er ubesatte i længere tid.

-los

 


11/12 2017