Manual i bæredygtighed sendes i høring
DGNB manual for certificering af børnehaver, daginstitutioner, skoler og andre uddannelsesbygninger sendes i høring blandt interessenter. Høringen løber indtil mandag den 20. november 2017
Manualen er første udgave af markedsversionen til certificering af børne-og undervisningsinstitutioner (NUB 2016). Den er en opdatering af pilotmanualen fra 2015, hvor vi har indarbejdet erfaringerne fra pilotprojekterne, og den feedback vi har fået løbende af konsulenter og auditorer. Derudover har manualen gennemgået samme overordnede opdatering, som DGNB manualen for kontorbygninger i 2016, hvorfor den nye udgave også hedder version 2016.
Hos Green Building Council ser vi frem til, at den endelige markedsversion er klar til brug men understreger, at det i mellemtiden er muligt at certificere efter kriterierne i pilotmanualen.
- Der er stort behov for et værktøj til at støtte renoveringer og nybyggeri af skolebygninger for tiden. Over halvdelen af de danske skoler og institutioner kæmper med dårligt indeklima og koncentrationen af CO2 er de fleste steder stadig alt for høj, udtaler direktør i DK-GBC Mette Qvist.
Gør en stor forskel
Det er her DGNB certificeringen ifølge Mette Qvist kan gøre en stor forskel - i særdeleshed, hvis det indarbejdes tidligt i processen.
- Indeklimaet i de danske skoler trænger i den grad til en forbedring, men det nytter ikke at fokusere på enkelte problemer – så ender du med hele tiden at udvikle lappeløsninger, der endda kan give nye problemer på andre områder, fx i forhold til økonomi eller miljø. Vi bliver nødt til at tænke helhedsorienteret og tværfagligt fra starten, og her har bygherren et stærkt redskab til rådighed i DGNB certificeringen, som sikrer, at man fra starten bliver tvunget til at forholde sig til bygningens performance både i forhold til indeklimaet/trivsel, miljø og driftsøkonomi.
Bygger på frivillige ildsjæle
Hver ny DGNB manual bygger på mange frivillige ildsjæles ihærdige arbejde
Alle DGNB bæredygtighedsklasser, der certificeres efter i Danmark, er fra starten blevet udviklet af eksperter i Tyskland og derefter oversat til dansk. Dernæst bliver kriterierne tilpasset det danske bygningsreglement og byggetraditioner i kraft af teknikgrupper, hvor mere end 150 faglige eksperter fra den danske byggesektor har bidraget med deres viden.
Når teknikgrupperne har afsluttet deres arbejde, bliver DGNB kriterierne testet på både færdige og planlagte byggeprojekter inden for den specifikke bygningskategori. I forhold til kriterierne for børne og undervisningsinstitutioner deltog 6 byggeprojekter, hvoraf 3 færdige bygninger opnåede endelig certificering, og 3 byggeprojekter modtog præcertificering.
-jhn
Du kan bidrage med evt. kommentarer og forslag til ændringer her