Metrostation Lufthavnen passerer 60 millioner rejsende

Metrostation Lufthavnen passerer 60 millioner rejsende

Metrolinjen til lufthavnen åbnede i 2007, og i løbet af de seneste 10 år har flere end 60 millioner passagerer rejst på en strækning til eller fra Københavns lufthavn

Kronprins Frederik var den første passager, da den nye metrolinje fra Lergravsparken til Lufthavnen åbnede i september 2007. Siden er 63 millioner fulgt efter uden at tælle dem, der benyttede metrosystemet før 2007.

Stadigt stigende passagertal
Passagertallet stiger hvert år. Den største stigning skete sidste år, hvor godt en million flere passagerer benyttede metroen på strækningen til lufthavnen i forhold til året før. Det skyldes bl.a. tilflytningen til nye byområder ved Amager Strand og en stigning i flyrejser til og fra Københavns Lufthavn.

Passagertallet ventes også at stige markant i fremtiden. Prognoserne viser, at 93 millioner vil benytte strækningen til lufthavnen i løbet af de næste 10 år. Det bliver muligt med åbningen af Cityringen i 2019 og en omfattende udbygning af lufthavnen, som også ventes at øge metroens passagertal.

Et kvarter til Københavns centrum
- Det er dejligt, at så mange benytter metroen til og fra lufthavnen. Det viser, at metroen er et populært transportmiddel, som både københavnere og tilrejsende har taget til sig. Metroen gør det muligt at klare sig uden bil eller taxa og så er der bare 14 minutter med metroen fra lufthavnen til Kongens Nytorv. I mange andre storbyer kan det tage helt op mod en time at komme ind til centrum, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Med åbningen af den 4,5 km lange metrostrækning til lufthavnen, blev det for første gang muligt, at lade sig transportere direkte fra ankomsthallen og hele vejen til Københavns centrum. Åbningen gjorde det også muligt at komme fra Kongens Nytorv til lufthavnen på et kvarter.

Knap 2 år til Cityringen åbner
Når Cityringen åbner i sommeren 2019 vil stationer som Hovedbanegården og Rådhuspladsen også være inden for et kvarters transport fra lufthavnen. Til den tid vil den direkte forbindelse desuden omfatte alle Københavns brokvarterer, Frederiksberg og indre by.

- Metroen binder hele byen sammen og skaber nye muligheder og forbindelser. Med åbningen af Cityringen og Nordhavnslinjen bliver der flere metrolinjer i København. Om mindre end to år vil hovedstaden have et sammenhængende metrosystem, der kan transportere borgere, gæster og turister let og hurtigt rundt i byen med moderne transport af høj klasse, siger Transportminister Ole Birk Olesen.

Cityringen vil bidrage med 17 nye metrostationer i det centrale København. Samtidig bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn.

Fakta om lufthavnslinjen
Metrostrækningen til lufthavnen inkluderer fem stationer på en strækning, der er 4,5 km lang. De fem stationer er Øresund, Amager Strand, Femøren, Kastrup og Københavns Lufthavn. Anlægsarbejdet varede i knap fire år, og kostede 1,7 milliarder kr.

Fakta om passagertal
I 2016 satte metroen rekord med knap 61 millioner passagerer. I 2020 vil seks af de 10 mest travle stationer i Danmark være metrostationer.

- eca

28/9 2017