Miljørigtige byggekrav som løftestang
Ny undersøgelse fra Clean Grøn Erhvervsvækst understøtter, at forretningspotentialet for de håndværkere, der hænger på de stigende krav om bæredygtighed i byggeriet, er stort
Med indførelse af certificeret byggeri, bliver bæredygtighedskravene systematiserede og målbare. Dette stiller helt nye krav om viden, produkter og færdigheder i alle byggeriets led. Ikke mindst for producenter, leverandører og håndværkere.
Men de nye krav er ikke en begrænsning for virksomhederne. Tvært imod. Erfaringer og undersøgelser viser, at bæredygtigt og energirigtigt byggeri er en vej til helt nye vækstmarkeder og en løftestang for øget innovation, produktivitetsfremgang og ressourceudnyttelse - både i den enkelte virksomhed og i byggebranchen som helhed:
- Der er ingen tvivl om, at det er en god forretning at satse på bæredygtighed samt energieffektive og sunde bygninger. Bare tænk på, at vi opholder os indendørs 90 % af tiden, siger Lotte Lindgaard Andersen fra Clean Grøn Erhvervsvækst.
Værditilvækst for pionerer
Clean Grøn Erhvervsvækst har specifikt undersøgt sammenhængen mellem energihåndværker-uddannelsen og bundlinjen og tal viser nu, at de håndværksmestre, der også er uddannet som energihåndværkere hos Clean Grøn Erhvervsvækst, har haft en 29 % vækst fra 2011-2014 mod en 0-vækst i resten af landet.
- Den undersøgelse er baseret på tal fra Danmarks Statistik og er verificeret af E-statistik, så den er god nok.
- Vi har også undersøgt, om de så stadig tjener flere penge end andre – og det gør de. I 2013-2014 har de selvsamme energihåndværkere haft en værditilvækst på 22 % mod en generel værditilvækst i branchen på kun 10 %. Så det kan godt betale sig at være med på den grønne bølge, siger Lotte Lindgaard Andersen.
Seminarrække over sommeren
Byggecentrum har i samarbejde med Erhvervsakademi Lillebælt og CLEAN Grøn Erhvervsvækst udviklet en række fyraftens-seminarer om, hvad den enkelte virksomhed kan gøre for at udnytte forretningspotentialet, men også om de konkrete udfordringer og løsninger man møder, når man skal bygge bæredygtigt.
Der afvikles 5 seminarer henover sommeren 2016 målrettet entreprenører, producenter og leverandører, der arbejder i, eller samarbejder med den udførende del af byggebranchen, og som ser bæredygtigt og energieffektivt byggeri som et fremtidigt marked og forretningsmæssigt udviklingsområde.
- Det første seminar her i begyndelsen af juni sætter særligt fokus på grønne kompetencer som vækstmotor for håndværksvirksomheder. Vi udfolder bl.a. en meget spændende, aktuel case fra det virkelige liv – nemlig ”Det Biologiske Hus”, som netop er en kombination af et bæredygtigt byggesystem og en solid forretningsmodel, siger Bo Riisbjerg Thomsen, udviklingskonsulent i Byggecentrum
På seminarerne deltager bl.a. oplægsholdere fra Dansk Byggeri, MT Højgaard, NCC, Troldtekt, Enemærke & Petersen, EenTilEen, Green Building Council Denmark og Logik & Co.
-cmn