Mindst 500 lærlinge skal uddannes under Femern-projektet22-årige Frederik Svarre Roed fra Nysted blev i september ansat som kontorelev hos FLC. Foto: Femern A/S.

Mindst 500 lærlinge skal uddannes under Femern-projektet

Virksomhederne bag Femern-forbindelsen vil gerne ansætte unge fra erhvervsskolerne. Projektet har lige nu 64 fuldtidsansatte elever fra 12 forskellige uddannelser

Byggeriet af den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden er i fuld
gang. Det er indsatsen med at nå ambitionen om at uddanne 500 lærlingeårsværk på projektet
dermed også.

- Byggebranchen har et stort ansvar for at bidrage til at uddanne fremtidens kvalificerede arbejdskraft, og det ansvar tager vi som Femern A/S seriøst. Derfor har vi sat det ambitiøse mål, at entreprenørkonsortierne skal uddanne minimum 500 lærlingeårsværk i byggeperioden for Femern-forbindelsen. Og de er kommet rigtig godt fra start, siger Emilie Juel-Helwig, der er direktør for bæredygtighed i Femern A/S.

Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC, skal uddanne 470 lærlingeårsværk, mens
de resterende cirka 30 fordeler sig hos Fehmarn Belt Contractors, FBC, og Femern Systems
Contractors, FSC.

Tiltrækker lærlinge fra hele landet
En opgørelse viser, at Femern-projektet tiltrækker lærlinge fra store dele af landet, mens mere
end halvdelen af lærlingene er fra lokalområdet.

- Vi er dermed med til at uddanne fremtidens arbejdskraft i store dele af landet, og samtidig
medvirker vi til at uddanne mange unge i det område, vi rent faktisk bygger Femern Bælt-tunnelen i. Vi har lige nu omkring 64 fuldtidsansatte elever fra 12 forskellige erhvervsuddannelser, deriblandt kontorelever, procesoperatører, elektrikere, tekniske designere, lager og logistik elever og bygnings- og anlægsstruktører, fortæller Charlotte Lie Steen, som er lærlingeansvarlig hos FLC.

Internationalt miljø
22-årige Frederik Svarre Roed fra Nysted blev i september ansat som kontorelev hos FLC.

- Jeg har kontor på fabriksbyggepladsen og bliver dagligt mindet om, hvor fantastisk stort et projekt jeg er en del af. Jeg har også allerede fået et større ansvar, end jeg havde drømt om, men ikke større end at jeg altid kan spørge en kollega, siger Frederik Svarre Roed.

På kontoret er miljøet internationalt og der tales ofte engelsk.

- Jeg har kollegaer fra blandt andet Panama, Frankrig og Tyskland, og det er meget spændende
at blive klogere på deres kultur. Derudover får jeg også gode sprogkundskaber, da det meste af
kommunikationen foregår på engelsk. Det var en omvæltning i starten, men nu tænker jeg ikke
længere over, at meget foregår på engelsk, fortæller Frederik Svarre Roed.

-tmk

30/11 2022