Minister afviser dobbeltrolle i VejdirektoratetStefan G. Rasmussen holder fast i, at lov om ny bro over Roskilde Fjord er ulovlig

Minister afviser dobbeltrolle i Vejdirektoratet

Men det tidligere folketingsmedlem Stefan G. Rasmussen holder fast i sin klage til ombudsmanden med henvisning til ’sammenlignelig konstruktion i energisektoren’

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Som tidligere nævnt i BygTek har det tidligere konservative folketingsmedlem, Stefan G. Rasmussen, klaget til Folketingets Ombudsmand, fordi den nye forbindelse over Roskilde Fjord ved Frederikssund skal være 75 procent brugerfinansieret.

Klagen skyldes ikke mindst Vejdirektoratets ’dobbeltrolle’ i projektet, hvor Vejdirektoratet både indsættes som forretningsfører, der skal opkræve brugerbetaling for broen og kan egenhændig, for at sikre den nye betalingsforbindelse en tilstrækkelig andel af trafikken, etablere trafikdæmpende foranstaltninger på den gamle, men fortsat eksisterende bro.

Intet loft over brugerbetaling
Dermed kan Vejdirektoratet både have det administrative/økonomiske ansvar for broforbindelsen og der kan regulere deres egne indtægter på forbindelsen.

Stefan G. Rasmussen henviser i sin klage også til, at der ikke i loven om fjordforbindelsen er sat et loft for den akkumulerede brugerbetaling, som sikrer, at betalingen ophører, når forbindelsen er betalt.

Vedtaget i Folketinget
Men transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen afviser klagen, der dog også skal behandles af ombudsmanden.

Ministeren henviser til, at Vejdirektoratets rolle i broforbindelsen er vedtaget af Folketinget:

- Det er med baggrund i denne lov, at Vejdirektoratet har igangsat udbudsprocessen med henblik på at vælge leverandør til etablering og drift af betalingsanlægget, som skal stå klar til Fjordforbindelsens åbning i 2019. Jeg ser derfor ikke noget grundlag for at bede Vejdirektoratet om at standse udbudsprocessen af betalingsanlægget, skriver Ole Brik Olesen til Stefan G. Rasmussen.

Sammenlignelig konstruktion
Men den tidligere pilot og folketingsmedlem slår fast, at ministerens ’information ikke afdækker, om der i den pågældende lov har indsneget sig en ulovlighed, idet Vejdirektoratet i henhold til lovens er tildelt en ’dobbeltrolle’:

- Dette forhold har jeg - som De ved - til afgørelse hos Folketingets Ombudsmand og dennes juridiske ekspertise, idet jeg påpeger, at en sammenlignelig “konstruktion” i energisektoren tilsyneladende er kendt ulovlig. Og da jeg - i lighed med ministeren - er observant på, at Danmark ikke påføres unødige omkostninger, så mente jeg en ajournering af udbudsprocessen ville være en rigtig god ide, indtil før nævnte lovlighed omkring Vejdirektoratets dobbeltrolle var afklaret. Men jeg erfarer så, at Ministeren har en anden holdning til dette, hvilket jeg tager ad notam, slutter Stefan G. Rsasmussen.

19/1 2018