Moderne karreer i Ørestads Bellakvarter
På byggefelt 14 og 16 i Ørestad står to nye projekter klar i det nye Bellakvarter
Arkitektur - byudvikling
Af arkitekt Terkel Grum-Schwensen
Ved første øjekast ligner de to karréer så meget andet nyt boligbyggeri, men tårnet på karréen på byggefelt 16 ligner ikke så meget andet - det skulle da lige være Himmelbyen lidt sydligere i Ørestaden, der på tilsvarende vis krones af lyse tårne, placeret på en tungere base.
Byggerierne på byggefelt 14 og 16 går under projektnavnene 'Laxnesshus' og 'Organistens Hus'.
Højdeforskellene i bygningsstukturen på Laxnesshus giver en stor variation af lejligheder med mange forskellige levemuligheder og uderum. Laxnesshus rummer fra to- til femværelses lejligheder med egen altan og fællesterrasse. På bygningens tage er det muligt at etablere plantebede og opsætte drivhuse for på denne måde at skabe et frodigt havemiljø. Bygningen er lavet i et planprincip, hvor lejlighederne er veldisponerede og gennemlyste, så der opnås en høj dagslyskvalitet i døgnets lyse timer.
På byggefelt 16 i Ørestads Bellakvarter består Organistens Hus af 82 nybyggede boliger i attraktive omgivelser. Bebyggelsen er placeret på hjørnet af C. F. Møllers Alle og Ørestads Boulevard i helt op til 10 etager. Flere af boligerne på femte etage er penthouselejligheder med forrygende udsigt over Øresund. Alle boliger har adgang til egen altan - eller flere - eller fransk altan, mens andre er forsynet med private tagterrasser. To store tagterrasser fungerer desuden som fællesarealer for beboerne i Organistens Hus. Huset udtrykker sig med en base i rustikke mursten, mens tårnet fra 5. til 9. sal er klædt i hvide aluminiumsplader.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 6.