Moderne ungdomsboliger midt i Esbjerg
Klevehusene består af 69 nyopførte ungdomsboliger i centrum af Esbjerg. Alle lejligheder består af to rum, køkken og bad og er på ca. 50 m2
For at være en attraktiv studieby er det imidlertid ikke nok at kunne tilbyde uddannelser. Det er også nødvendigt at kunne tilbyde attraktive rammer at bo og leve i.
Klevehusene ligger med lidt god vilje på kanten af det gamle Esbjerg Kleve - en række stejle skrænter, der lå ud til Vesterhavet i ly bag Fanø og Skallingen. Alle de 69 ungdomsboliger, der i alt fordeler sig på 3450 m2, er på godt 50 m2 hver. De har to lyse rum foruden eget bad med plads til at installere egen vaskesøjle. Desuden er 18 af dem indrettet med hems i tagetagen. Derudover er der fællesrum, vaskeri og en gård, der efter planen skal kunne omfatte nyttehaver, terrasser og give plads til forskellige aktiviteter.
Klevehusene ligger lige midt i Esbjergs centrum. Man kan nærmest spytte ned på Danmarks længste gågade, Kongensgade, der er byens handelsstrøg, og der er få hundrede meter til både værtshuse, spillesteder og byens torv.
Det kommer til at koste mellem godt 3600 kr. og 4200 kr. at bo i en af de nye ungdomsboliger. Dertil kommer forbrug på sammenlagt godt 500 kr. for el, vand og varme.
Du kan læse mere om projektet og se flere billeder af byggeriet her i magasinet Byggeri nr. 4.
-kj