Multikulturhus åbner i Sønderborg
Fredag indvies Multikulturhuset på havnen i Sønderborg med et stort program. Borgere er inviteret sammen med byrådet og en række prominente gæster
Bibliotekarerne har været travlt beskæftiget med at sætte bøger på plads i hylderne. Elektrikerne arbejder på fuldt tryk for at forbinde de sidste kabler og sætte lamper op. Inventarfolkene rykker rundt og sætter møbler på plads.
Der hersker travlhed i Multikulturhuset på havnen her få dage før indvielsen på fredag. Men der er ingen panik at spore, selv om ledningerne dingler, skitningen mangler og rodekasser flyder i gangene.
Borgmester Erik Lauritzen glæder sig til indvielsen:
- Vi får et hus, som vi alle kan være stolte af. Det bliver et kæmpe løft til kulturen og et stort skridt ind i fremtiden for vores kommune. Vi får et mødested, et kreativt værested, hvor der er plads til alle, siger borgmester Erik Lauritzen.
Mange hundrede gæster ventes af strømme til indvielsen. På Facebook har flere end 900 borgere vist deres interesse for arrangementet, som starter fredag kl. 15. Borgmester Erik Lauritzen og formanden for Kultur-, borger- og fritidsudvalget, Charlotte Riis Engelbrecht, holder taler på kommunens vegne, mens repræsentanter for arktekt og hovedentreprenør vil fortælle om byggeriet ud fra deres ståsted.
Den officielle del varer en lille time, hvorefter der er åbent hus.
Fakta om byggeriet
- Multikulturhuset består af voksen- og børnebibliotek, kunstskole, det tyske bibliotek (filial), multisal, udstilling, cafe og udendørs terrasser.
- Huset er del af Byens Havn, et stort udviklingsområde på den tidligere industrihavn i Sønderborg.
- Masterplanen er tilvirket af den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry og rummer foruden Multikulturhuset et internationalt firestjernet hotel i 19 etager, p-hus, kollegium, erhvervs- og boligbyggeri.
- Anlægsudgifter: 122 mio. kr.
- Fondsstøtte: 14,5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
- Areal: 5500 m2
- Huset er bygget efter 2020-norm, så energiforbruget er minimalt.
- Totalentreprenør: Hoffmann
- Arkitekter: Aart Achitects, Zeni Arkitekter
-kj